Region genoptager sag om placering af sygehusvaskeri til 60 millioner kroner

Region Sjælland har besluttet sig at genåbne sagen om placeringen af det nye sygehusvaskeri. Samtidig skal driften af vaskeriet gøres grønt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det lykkedes mandag de Konservative i regionsrådet i Region Sjælland at overbevise et flertal af rådets medlemmer til at genoptage sagen om placeringen af et nyt sygehusvaskeri.

Det var ellers sidste år blevet besluttet, at det nedbrændte sygehusvaskeri ved Holbæk Sygehus skulle genopbygges i Tornved uden for Jyderup - men en række nye oplysninger får altså et flertal i regionsrådet til at genoptage sagen.

Det er blandt andet oplysninger om, at vaskeriet kan drives uden brug af gas, om alvorlig jordforurening på den udsete byggegrund, foruden planer om at benytte en del af grunden til en kommende indfaldsvej til Jyderup, der har ført til, at sagen nu genoptages.

Det blev vedtaget med et flertal på 20 stemmer for og 19 imod. Derefter stemte regionsrådet i enighed for et forslag, der genovervejer placeringen i fem forskellige byer i Nordvestsjælland.

Forpligter sig til grøn løsning

Den konservative forslagsstiller, Christian Wedell-Neergaard (K), er begejstret over, at det lykkedes at få forslaget gennemført.

- Kernen i vores forslag er, at vi ønsker en mere grøn løsning end den, der var. Vi vil ikke have et vaskeri baseret på naturgas. Vi vil have det baseret på biomasse eller anden grøn energi. Og det var også afgørende for regionsrådet, siger han til TV2 ØST.

Artiklen fortsætter under billedet.

Christian Wedell-Neergaard er begejstret over, at det lykkedes at få forslaget gennemført.
Christian Wedell-Neergaard er begejstret over, at det lykkedes at få forslaget gennemført.

Et flertal i regionsrådet valgte at ændre det konservative forslag, så fem forskellige placeringer nu skal undersøges til vaskeriet. Ud over den tidligere udpegede placering i Tornved skal også Holbæk, Svinninge, Svebølle og Vig undersøges.

- Da det stod klart, at vi skulle genoverveje placeringen, så samledes vi om en grøn løsning. Så kom en række ekstra ting på. Og det, synes jeg, er helt fair, siger Christian Wedell-Neergaard, der samtidig slår fast, at han ikke tidligere har prøvet at stille et forslag, som blev vedtaget, selvom flertalsgruppen i regionsrådet ellers er imod.

- Det er et mega-nederlag til flertallet, at det er lykkedes at få taget sagen op til behandling igen. Det har de jo ikke ønsket, men det lykkedes os at få flertal for det, siger han.

Han ser især den store ændring i forslaget som et udslag for grøn politik.

- Jeg mener, at regionsrådet nu 100 procent har forpligtet sig til en grøn løsning uden naturgas, siger han.

Sygehusvaskeri udbrændte

Sagen om vaskeriet startede brat natten til den 6. juni 2018, hvor det gamle sygehusvaskeri på Holbæk Sygehus udbrændte sammen med en stor del af regionens linned.

Ingen patienter blev direkte påvirket af branden, men 4.000 kvadratmeter bygninger udbrændte.

Brandårsagen er ikke blevet opklaret, men var efter alt at dømme en tørretumbler, der blev for varm.

Regionen har siden fået 60,5 millioner kroner fra deres forsikringsselskab. Det er disse penge, som Region Sjælland nu vil bruge til et nyt vaskeri.

Siden har en række placeringer været i spil til at huse vaskeriet, som man har valgt at placere udenfor de store byer af hensyn til de mange arbejdspladser.


Nyhedsoverblik