Regeringen vil rydde op i regler om statslige puljer

Kommuner og regioner spilder skattekroner på besværlige ansøgninger til statslige puljer, mener regeringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal ifølge regeringen ryddes op i reglerne for statslige puljer, så kommuner og regioner bruger færre kræfter på at søge om penge.

Målet med at forenkle reglerne er at undgå administration og ressourcespild, forklarer minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse.

- Folketinget har skabt et puljetyranni i kommunerne og regionerne, hvor alt for mange penge bliver ædt op af administration frem for at blive brugt på velfærd, siger hun.

Færre og større puljer

To principper skal forenkle arbejdet med ansøgning til de statslige puljer.

- Vi skal derfor have færre og større puljer til kommuner og regioner, for det giver simpelthen ikke mening, at alle landets 98 kommuner bruger kræfter på at jagte de samme få millioner, siger Sophie Løhde.

Derudover skal det blive nemmere at gennemskue, hvornår der er nye puljer og ansøgningsfrister. Derfor skal der laves en kalender over puljer, der frigives hvert tredje måned.

Ifølge økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har løbende frister til forskellige puljer druknet offentligt ansatte i papirbunker og bøvl.

- De skal være frie til at kunne fokusere på deres kerneopgaver, siger han.


Nyhedsoverblik