Redderne behøver ikke redde

Reddernes Landsklub står bag de reddere, der nægter at køre ind i områder, hvor der er risiko for redernes liv og førlighed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gennem de seneste måneder har brand- og redningsfolk oplevet, at utilpassede unge har angrebet dem med sten, molotovcocktails eller har udvist anden truende adfærd. Senest i nordbyen i Slagelse i begyndelsen af ugen.

Det har nu fået Reddernes Landsklub til at kræve handling fra politikerne.

- Vi må kræve, at politikerne tager deres ansvar for at få stoppet disse overgreb alvorligt. Det være sig ved en forbedret socialpolitisk indsats og ved en mere målrettet integrationsindsats i forhold til de unge, siger landsklubformand, Palle Thirstrup.

- Indtil der er skabt sikkerhed for, at vore kolleger kan udføre deres arbejde uden risiko for overgreb af denne slags, vil vi bakke vore kolleger op såfremt de nægter at køre ind i områder, hvor der er risiko for deres liv og førlighed, fortsætter han.

Han frygter, at hvis udviklingen fortsætter, så er det kun et spørgsmål om tid, før en brand- eller redningsmand kommer alvorligt til skade.

- Det kan ikke være meningen, at vi kun kan udføre det livsvigtige arbejde under aktiv politibeskyttelse hver dag, siger Palle Thirstrup


Nyhedsoverblik