Rasmussen: Posten har sin del af skylden

Den øjeblikkelige Tour de France-etter Michael Rasmussen mener, at udelukkelsen fra cykellandsholdet bunder i langsommelig postlevering.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Michael Rasmussen har kun hovedrysten tilovers for Danmarks Cykle Unions (DCU) beslutning om at sætte ham af landsholdet. Tour de Frances gule trøje fastholder, at han hele tiden har holdt antidopingmyndigheder orienteret om, hvor han har trænet. Desværre er Rabobank-rytterens meddelelser ikke nået frem til.

Den Internationale Cykelunion (UCI) og Anti Doping Danmark (ADD) i tide. Danskeren erkender således, at det er gået galt to gange. Derfor har Michael Rasmussen ikke, som han først hævdede, modtaget én, men to advarsler. - Jeg fik en af UCI sidste forår, som er forældet her til september. Og så modtog jeg én i juni fra både Anti Doping Danmark og UCI. I begge tilfælde drejer det sig om, at mine oplysninger om, hvor jeg var taget hen, ikke nåede frem i tide. Men de var afsendt, og i det sidste tilfælde, da jeg var taget til Mexico for at træne, som jeg plejer, vil jeg i hvert fald påstå, at det italienske postvæsen har sin del af skylden, siger Michael Rasmussen til Politiken. 

Den forklaring blev ikke godtaget af DCU's bestyrelse. På et møde den 26. juni valgte bestyrelsen således, at de "lidt for sene" tilbagemeldinger skulle have konsekvenser for Michael Rasmussen. Ifølge et etisk kodeks kan unionen udelukke ryttere fra landsholdet, selv om de ikke er fundet skyldige i nogen form for ulovligheder. Derfor blev beslutningen, at Michael Rasmussen ikke længere var velkommen på det danske cykellandshold.

- Hvis man er professionel cykelrytter på det danske landshold, så har vi et etisk regelsæt, man skal følge. Og en af de ting, vi lægger vægt på, er, at man har orden i sine forhold. Det betyder, at vi ikke skal have advarsler. Der kan altid komme en sjuskefejl, men kommer der mere end én, så begynder det at blive et problem, at have rytteren på det danske landshold, siger DCU's formand Tom Lund til Ritzau.  

Han afviser samtidig, at udelukkelsen er begrundet i en konkret dopingmistanke. - Vi har ikke nogen holdning til, om Michael kunne være positiv. Det har vi ikke nogen mening om. Vi forholder os til, at han har fået nogle advarsler, og det reagerer vi på, fortsætter Tom Lund. 

Michael Rasmussen, der lader til at gå glip af VM på landevej til september samt OL i Beijing næste år, føler ikke, at han har prøvet at snyde sig udenom nogen dopingkontroller. Også selv om flere dopingkontrollanter angiveligt har gået forgæves, når de har ønsket at teste Rasmussen, så har han ikke prøvet at undgå dem. 

- Overhovedet ikke. Og jeg er da i øvrigt blevet testet to gange udenfor konkurrence i denne sæson foruden alle de øvrige kontroller, jeg har været igennem. Efter min opfattelse handler det udelukkende om, at det er rent administrative fejl, jeg har begået, og jeg fatter ikke, at det kan føre til den form for sanktioner. Jeg har besvaret alle henvendelser i denne sag og fremlagt min version. Jeg kan ikke se, hvad jeg kan gøre yderligere, siger Michael Rasmussen til Politiken. 

Ifølge det internationale antidopingagentur, WADA, har cykelryttere altid pligt til at oplyse, hvor de befinder sig. Går kontrollanterne forgæves, så udløser det en advarsel fra den pågældende dopingmyndighed, eksempelvis UCI eller ADD, der har opsøgt rytteren. Tre advarsler fra samme instans indenfor 18 måneder kan udløse en dopingsag. 

Michael Rasmussen, der er mexicansk gift og derfor ligger en stor del af sin træning i det mellemamerikanske land, står opført på startlisten til det kommende Danmark Rundt, der køres i begyndelsen af august. DCU har tilkendegivet, at man ikke ønsker at se danskeren under etapeløbet, og Rasmussen har besluttet ikke at stille op i et løb, der arrangeres af en organisation, der ifølge hans eget udsagn modarbejder ham. Kyllingen udelukker dog ikke, at han på et senere tidspunkt vil tage et slagsmål med DCU om sin ret til at komme til OL i Beijing næste år. Her havde han håbet på at skulle repræsentere Danmark i landevejsløbet samt i mountainbike.


Nyhedsoverblik