Raffinaderi reducerer staben

60 medarbejdere på Statoils raffinaderi i Kalundborg står til at miste deres job.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Statoils raffinaderi i Kalundborg skal skære 60 stillinger væk i efteråret, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Direktør for Statoil Refining Denmark A/S, Jofrid Klokkehaug, kan ikke oplyse den specifikke dato for den medarbejdermæssige nedskæring. Meldingen kom før sommerferien.

Årsagen til nedskæringerne er ifølge raffinaderiet, at markedet er så hårdt, at raffinaderiet er nødt til at se på både, hvordan det skaber værdier, og hvordan det reducerer omkostningerne for at styrke raffinaderiets position fremover.

- Der er meget hård konkurrence på markedet, og vi er ganske enkelt for mange raffinaderier i Europa. Efterspørgslen på olie er ikke så stor, så der er på nuværende tidspunkt en overkapacitet, siger Jofrid Klokkehaug.

Der er i alt 400 ansatte på raffinaderiet i Kalundborg og omkring 50 konsulenter tilknyttet.

Planen er, at reduktionen på i alt 60 ansatte skal ske ved i første omgang at tilbyde medarbejdere i pensionsalderen ni måneders løn, hvis de stopper, samt ved at skære i antallet af tilknyttede konsulenter.

Når det er gjort, skal der kigges på resten af medarbejderstaben.

- Der er desværre også nogle, som skal fyres, siger Jofrid Klokkehaug til dagbladet Nordvestnyt.

Fyringsrunden vil ramme bredt og ikke kun nogle faggrupper.


Nyhedsoverblik