Svineriet fra Prom-virksomheden i Viemose er kaldt danmarkshistoriens største miljøforurening og nu er der sat et sidste punktum i den tolv år gamle sag.
De to fætre Claus og Henrik Prom er onsdag i Østre Landsret idømt en erstatning på tilsammen 1,3 millioner kroner. Erstatningen er blot en femtedel af kravet fra Miljøstyrelsen, som lød på 6,7 millioner kroner
Proms Kemiske Fabrik blev grundlagt i Viemose i 1960erne af to brødre, og det giftige affald begyndte at hobe sig op.
I 1994 gik virksomheden konkurs, og fætrene Henrik og Claus Prom forsøgte at redde stumperne og oprette et nyt firma, HC Prom Kemi Aps.
Den nye virksomhed blev tvangslukket i 1997 - og Claus Prom flygtede til England.
Op gennem 90'erne kørte en række retssager - og den sidste dom faldt i 2001. Her blev Henrik Prom i Højesteret idømt en bøde på 300.000 kroner og 40 dages betinget fængselstraf.
Det var Miljøstyrelsen, der her til sidst havde trukket fætrene i Landsretten. Styrelsen mente, at de to skulle betale 6,7 millioner kroner - eller en tredjedel af det, som det havde kostet at rydde op på grunden. I alt har oprydningen efter Prom-virksomheden nemlig kostet skatteyderne cirka 20 millioner kroner.