Praktiserende læger kan ikke leve op til deres kontrakt – stopper samarbejde med Region Sjælland

PLO kan ikke leve op til de krav Region Sjælland har til de lokale vagtlæger. Derfor stopper de nu samarbejdet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi opfylder faktisk ikke kontrakten, og det kan vi ikke leve med, og det kan regionen selvfølgelig heller ikke.

Sådan siger Camilla Høegh-Guldberg, der er formand for PLO Sjælland.

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har hidtil drevet lægevagt for regionen, men sådan bliver det altså ikke ved med at være, og det betyder muligvis, at borgerne i Region Sjælland fremover kan se frem til en noget længere køretur, hvis de skal til lægevagten I aften og nattetimerne.

Mangler læger

PLO mener ikke, at der er nok praktiserende læger i Region Sjælland til at drive de 11 vagtlægekonsultationer, som Region Sjælland ønsker.

quote Vi har lægemangel, og vi har problemer med at levere den vare, som man har efterspurgt i vores kontakt

Camilla Høegh-Guldberg, formand, PLO Sjælland.

Derfor så de gerne, at man lukkede fem ud af de 11, men regionen ønsker at opretholde det samme antal konsultationer som nu. Og det har fået PLO til at opsige lægevagtsaftalen med Region Sjælland.

- Hvis vi ikke kan få ændret modellen for lægevagten, som den er lige nu, så har vi svært ved rent faktisk at honorere den model, der er, siger Camilla Høegh-Guldberg.

- Vi har lægemangel, og vi har problemer med at levere den vare, som man har efterspurgt i vores kontakt, siger hun.

Frygter lange køreture

Turen fra Østmøn til Vordingborg kan i forvejen være lang, hvis man skal til lægen. Men hvis antallet af lægevagtkonsultationer bliver reduceret til de seks, som PLO lægger op til, skal borgerne fremover helt til Næstved eller Nykøbing Falster, hvis de skal tilses af lægevagten i aften eller nattetimerne.

Og udsigten til den væsentligt længere køretur bliver ikke taget godt imod i Vordingborg Kommune.

- Nu har man jo lukket sygehusene sådan pø om pø, der har været sygehus i Stege og i Vordingborg, men alle de her sygehuse har man lukket, og nu vil man også rykke lægevagterne længere væk fra borgerne, det tror jeg, er en dårlig strategi, siger borgmester Mikael Smed (S).

Artiklen fortsætter under billedet.

Mikael Smed
Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Han håber, at Region Sjælland kan finde en løsning, så borgere i Vordingborg Kommune ikke behøver krydse kommunegrænsen for at komme til vagtlægen.

- Jeg håber nu, at de kommende måneder bringer en eller anden form for aftale, så vi fortsat kan have en velfungerende lægevagtordning – også i Vordingborg, siger han.

- Det kan jo ikke passe, at det er de områder, der ikke har et sygehus, der heller ikke skal have en lægevagt. Måske nærmere tvært i mod, på sygehusene er der jo læger i forvejen, og så må vi lave en lægevagtsordning i de områder, hvor der ikke er sygehuse, siger Mikael Smed.

Regionen vil finde en anden løsning

Formand for regionsrådet i Region Sjælland, Heino Knudsen (S), mener ikke, at man som borger i Region Sjælland bør være bekymret for, at ens vagtlæge bliver lukket.

- Nu har vi 18 måneder, hvor PLO fortsat skal drive vores lægevagter i Region Sjælland, til at finde en ny løsning, siger han.

- Det afgørende for mig er ikke, om det er en privat leverandør som PLO, eller det er os selv som region, der driver lægevagten, det afgørende for mig er, at de fortsat også er der i fremtiden, siger Heino Knudsen.

Læs også
Ringsted mangler fast vagtlæge - nu overvejer borgere at flytte
Læs også
Ringsted mangler fast vagtlæge - nu overvejer borgere at flytte

Og regionsrådsformanden regner med god opbakning til ønsket om fortsat at have 11 vagtlæger i regionen.

- Jeg vil have lægevagter, og det er også min opfattelse, at der er fuld opbakning til det i regionsrådet, siger han. 


Nyhedsoverblik