Politikere kritiserer vaccination af direktører - kalder det for politisk og administrativt svigt

Det skaber mistillid til hele vaccinationsprogrammet når sygehusdirektører vælger at lade sig vaccinere, lyder kritikken fra et bredt politisk flertal i Region Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der bliver skudt med skarpt på regionsrådsformand Heino Knudsen (S) for hans håndtering af sagen om, at et antal sygehusdirektører i Region Sjælland har sagt ”ja tak” til at blive vaccineret for covid-19 før de medarbejdere, der har kontakt til patienterne på stuerne.

Skytset er offentliggjort i et brev, som et bredt politisk flertal i regionsrådet i Region Sjælland har underskrevet. I brevet kræver underskriverne en redegørelse for forløbet, som de kritiserer: 

- Der er en grund til, at Sundhedsstyrelsen har udsendt retningslinjer om, i hvilken rækkefølge danskerne skal vaccineres – herunder rækkefølgen på sundhedspersonalet. Direktørernes handling er efter vores mening stærkt bekymrende. Det er med til at skabe en dyb mistillid til hele vaccinationsprogrammet, lyder det i brevet.

Det virker meget, meget mærkeligt, at der sidder masser af mennesker med lungesygdomme eller andre problemer, som sukker efter en vaccination. Og de kan så nu sidde og se, at det ikke bare er én, men otte sygehusdirektører, der har fået vaccinen, siger Jacob Jensen til TV2 ØST.
Det virker meget, meget mærkeligt, at der sidder masser af mennesker med lungesygdomme eller andre problemer, som sukker efter en vaccination. Og de kan så nu sidde og se, at det ikke bare er én, men otte sygehusdirektører, der har fået vaccinen, siger Jacob Jensen til TV2 ØST.
Foto: TV2

Brevet er underskrevet af gruppeformand for SF Tina Boel, gruppeformand for de radikale Anne Møller Ronex, gruppeformand for de konservative Christian Wedell-Neergaard, gruppeformand for Venstre Kirsten Devantier og medlem af folketinget og næstformand i Region Sjælland Jacob Jensen (V).

I brevet undrer underskriverne sig over, at det ikke var rengøringsassistenter, sosu-assistenter, sygeplejersker, læger og lægesekretærer, der blev vaccineret.

- Pudsigt nok stod direktørerne klar lige ved siden af, skriver de.

 - Det virker meget, meget mærkeligt, at der sidder masser af mennesker med lungesygdomme eller andre problemer, som sukker efter en vaccination. Og de kan så nu sidde og se, at det ikke bare er én, men otte sygehusdirektører, der har fået vaccinen. Man laver jo netop nogle retningslinjer, så man ved, hvem der skal have vaccinationen først, siger Jacob Jensen til TV2 ØST. 

Sagen kom frem fredag, da TV2 ØST fik en aktindsigt, der viste, at otte ud af 14 direktører på Region Sjællands fire akutsygehuse i Nykøbing Falster, Slagelse, Holbæk og Sjællands Universitetshospital er blevet vaccineret mod covid-19. 

Den ene vicedirektør på Nykøbing Falster Sygehus fik vaccinen, før han tiltrådte i sin nuværende stilling. Før det arbejdede han på Lungeambulatorisk Ambulatorium på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

På Sjællands Universitetshospital var forklaringen på de vaccinerede direktører, at vaccinationspersonalet forgæves havde forsøgt at kalde personale ind, og at ledelsen blev vaccineret for at undgå, at vaccinerne gik til spilde, da det viste sig, at man fra hvert hætteglas fik 1-2 vacciner mere end forventet.  

Ikke tilfreds med kommentar

Fredag sagde Heino Knudsen til TV2 ØST i en skriftlig kommentar, at der ikke skulle være tvivl om, at vaccinerne skal gives i den prioriterede rækkefølge, som Sundhedsstyrelsen har udmeldt.

- Det er sygehusene, der har tilrettelagt vaccination af personalet, og jeg forventer naturligvis, at retningslinjer og prioritering af målgrupper bliver overholdt. Jeg henviser til sygehusledelserne for yderligere kommentarer på de konkrete vacciner, der er givet, da det er der, at disse konkrete beslutninger er taget, sagde Heino Knudsen fredag. 

Men den forklaring er underskriverne af brevet ikke tilfreds med,

- Heino Knudsen har bare sagt, han har tiltro til, at man har fulgt retningslinjerne. Men som rådsformand, der har ansvaret for 18.000 medarbejdere, så bliver man nødt til at gå ind i sådan en sag og få undersøgt, om tingene er foregået efter bogen, siger Jacob Jensen. 

- Det kan ikke være rigtigt, at man bare siger, man stoler på, at tingene er foregået efter reglerne. Man bliver nødt til at få undersøgt sådan en sag, når det viser sig, at der er opstået mistillid. Det mindste, man kan gøre, er da at kommunikere ud, at her er tale om noget, som kan virke lidt underligt. Man må da som minimum gå ind i det og få en redegørelse, så man er sikker på, at der er rene linjer hele vejen rundt. Måske er det sygehusdirektørens forklaring, der halter. Måske er det retningslinjerne, der er vage. Det skal man da have undersøgt, siger Jacob Jensen.

Også gruppeformanden for Dansk Folkeparti i Region Sjælland, Gitte Simoni, er stærkt utilfreds med sagen. 

- Det er under al kritik, at man ikke prioriterer kritisk personale og sårbare borgere før direktører i sygehusledelserne. Det tyder på dårlig forberedelse og virkelig dårlig dømmekraft. Det virker helt absurd på mig, at man tilfældigvis ikke kunne finde en medarbejder, der har direkte patientkontakt, siger Gitte Simoni, der også har bedt om en forklaring.

Der er møde i regionsrådet mandag eftermiddag, og ifølge Jacob Jensen vil det samlede regionsråd efter mødet få en redegørelse for forløbet i sagen.  

Formand: Det er dårlig dømmekraft

TV2 ØST arbejder på at få en kommentar fra regionsrådsformand Heino Knudsen til kritikken og brevet. På sin Facebook-side skriver Heino Knudsen her til formiddag, at han er overrasket over sagen, som han mener er helt uacceptabel. 

- Da jeg hørte om sagen, blev jeg dybt overrasket, og jeg tager tydeligt afstand overfor de valg, der er taget af ledelserne i denne sammenhæng. Jeg forstår, at sygehusledelsernes forklaringer er, at der er tale om vacciner, der var i overskud, og at det er gjort for at sikre, at ingen vacciner går til spilde, men jeg synes, det er dårlig dømmekraft. Man burde have fundet andre at bruge disse rest vacciner på. Da jeg fik kendskab til sagen, bad jeg derfor straks regionens øverste administrative ledelse om at sikre, at noget lignende ikke sker igen, og samtidig sikre at overskydende vacciner gives indenfor de prioriterede målgrupper. Jeg har desuden bedt den administrative ledelse give regionsrådet en grundig orientering på et møde mandag aften, hvor vi i regionsrådet også vil drøfte sagen, skriver Heino Knudsen. 

Brevet i sin fulde ordlyd: SF, V, K, R melding om direktørvaccinationer