Politikere kræver mere i løn

Byrådspolitikere vil have mere i løn efter kommunerne er blevet lagt sammen, men folketingspolitikere og en ekspert afviser deres krav.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De har fået ansvar for de langt flere borgere, psykisk syge og miljøet, men lønnen er ikke fulgt med ansvaret, mener størstedelen af byrådspolitikerne.

- Ser man det i forhold til timeforbruget, så er det unægteligt en lav timeløn, siger Henning Kamper (Soc.dem), byrådsmedlem i Guldborgsund kommune.

- Jeg tror, jeg bruger tre aftener om ugen på møder. Flere gange i efteråret har jeg været oppe på syv møder om ugen flere uger i træk og det er virkelig noget, der tærer på kroppen og på familien, siger Eva Sommer Madsen (Venstre), byrådsmedlem i Vordingborg kommune.

12 ud af 15 byrådspolitikere, som vi har spurgt her i landsdelen, mener, deres løn er urimelig. Men en lønstigning vil skade demokratiet, det mener formanden for Folketingets kommunaludvalg.

- Hvis man fik fuldtidspolitikere eller politikere, der gjorde det for pengenes skyld, så vil man kunne se frem til, at nogle politikere ikke vil kunne tage de beslutninger, det er nødvendig at tage, fordi de måske ville miste deres lukrative indkomster, siger Hans Kristian Skibby (DF), formand for Folketingets kommunaludvalg.   

Lønnen for en almindelig byrådspolitiker er ca. 6600 kr. om måneden. Politikerne arbejder i gennemsnit 80 timer på en måned. De giver en timeløn på 82,50 kr.

En ekspert i kommunalpolitik er enig med Folketingets kommunaludvalg om, at en høj løn kan give dårligere politikere. Han har derfor et andet forslag end lønstigninger.

- Der er ikke nogen naturlov, der siger, at fordi der kommer færre kommuner, så skal der være færre politikere. Det vil sige, at man sagtens kan få flere politikere og få flere at fordele arbejdet ud på, siger Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Journalisthøjskole.

I dag må der kun være 25-31 byrådsmedlemmer i hvert byråd, det har folketinget bestemt. Men formanden for kommunaludvalget er villig til at ændre det.

- Jeg synes faktisk, at hvis kommuner vil have flere eller færre politikere, så er det en opgave, kommunen selv beslutter, siger Hans Kristian Skibby (DF), formand for Folketingets kommunaludvalg.    

Men den løsning ønsker ingen af de lokalpolitikere, vi har talt med, selvom de bruger ca. dobbelt så meget tid på arbejdet som før sammenlægningerne.

- Skal man lave et effektivt bestyrelses- eller udvalgsarbejde er det vigtigt, at der ikke sidder for mange om bordet, siger Henning Kamper (Soc.dem), byrådsmedlem i Guldborgsund kommune.

- Jo flere man er, jo mere skal der også snakkes om tingene. Så fordi der er mange flere meninger og mange flere, der skal høres, så er det ikke sikkert, at det gør tingene nemmere, siger Eva Sommer Madsen (Venstre), byrådsmedlem i Vordingborg kommune.

Venstremanden og socialdemokraten er enige om, at kravet til næste lønforhandling til næste valg er en fordobling af timelønnen.


Nyhedsoverblik