Politiker må betale 130.000 efter lønsnyd

Venstremanden Karsten Mayland Olsen har accepteret at betale 130.000 kroner til tre tidligere polske medarbejdere, som han har snydt i løn, da de arbejdede på hans maskinstation på Sydsjælland. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det står klart efter afgørelsen på en faglig sag mellem 3F og Venstre-manden, som ejer Slettehavegård Maskinstation ved Haslev på Sydsjælland. Han er desuden medlem af Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere

Hos 3F Østsjælland er man skuffet over, at arbejdsgiveren har underbetalt polakkerne:

- Det er meget beklageligt. Arbejdsgiveren har betalt en betydelig lavere løn end den, der er fastsat i overenskomsten, som han ellers selv har accepteret, siger Per Thomsen, formand for 3F Østsjælland, til Nyhedsbrevet 3F.

I slutningen af marts 2007 ansatte det nuværende Venstre-medlem af Skatteankenævn Sydsjælland tre polakker.

Østarbejderne fik en fast timeløn på 110 kroner - også når de arbejdede om aftenen eller på søndage.

Polakkerne havde arbejdsdage på op til 18 en halv time. De var ansat i ni til ti måneder og blev i det tidsrum snydt for i alt 130.000 kroner i løn.

Ejeren af Slettehavegård Maskinstation ønsker ikke udtale sig om sagen:

- Jeg har ingen kommentarer til sagen, for den er slut, siger Karsten Mayland Olsen til Nyhedsbrevet 3F.

/ ritzau /


Nyhedsoverblik