Politiet ønsker hjælp fra borgere til at blive borgernære

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er i gang med at undersøge begrebet ”borgernært politi” - og de vil høre fra borgerne, hvordan de bliver det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det handler om kommunikation, synlighed og den måde politiet er i kontakt med borgerne på. Begrebet ”borgernært politi” er mange ting.

Men hvad betyder det faktisk for borgerne? Og hvad er vigtigst? Det vil Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi gerne lære mere om, så de kan forbedre sig på området.

- Men for at finde ud af præcis, hvordan vi kan blive endnu mere borgernære og endnu mere serviceorienterede, må vi ud og spørge både medarbejdere, borgerne og vores samarbejdspartnere. Måske finder vi ud af noget, som vi ikke havde tænkt på selv, fortæller politiinspektør Thorkild Steen Jensen.

Politiet ønsker dine meninger

Derfor er Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi nu gået i gang med en indsamling af meninger fra de mange forskellige grupper af både medarbejdere i politiet, almindelige borgere og samarbejdspartnere.

Det sker gennem spørgeskemaundersøgelser, workshops og interviews.

- Nu går vi i gang med at undersøge, hvad det er for en service, borgerne gerne vil have fra os, hvad der egentlig menes med synlighed og tilgængelighed, og hvordan kommunikationen mellem os og alle vores interessenter rammer bedst muligt, siger politiinspektør Thorkild Steen Jensen.

Når der er indsamlet tilstrækkeligt materiale, til at man kan gå videre i processen og implementere begrebet, så håber politiinspektør Thorkild Steen Jensen, at det kan gøre dem til bedre politifolk.

-Resultatet af undersøgelserne kan vi forhåbentlig bruge til at blive endnu bedre til at være det politi, som borgerne gerne vil have, som medarbejderne gerne vil arbejde for, og som samtidig kan løfte kerneopgaverne effektivt, siger politiinspektør Thorkild Steen Jensen, der er tovholder på det omfattende projekt.

Deltag i undersøgelsen

Thorkild Steen Jensen håber, at så mange som muligt vil deltage i politiets undersøgelser – ikke mindst spørgeskemaundersøgelsen, som fra i dag, tirsdag, ligger på Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis facebookside.

 


Nyhedsoverblik