Politiet i Nakskov til kamp mod vild kørsel

Politiet i Nakskov vil tage unge op til en orienterende køreprøve, hvis de kører hasarderet eller unødigt larmende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet i Nakskov går nu i offensiven mod vild kørsel i trafikken blandt de unge.

 

De unge vil blive taget op til en orienterende køreprøve, hvis de kører hasarderet eller unødigt larmende, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

 

Det er konsekvensen af den vanvidskørsel, der i stigende grad har præget havnebyen.

 

I weekenden fik politiet flere anmeldelser om vild kørsel ved Idrætscentret i Nakskov, og det lykkedes at få standset en 31-årig bilist, Det skete dog først efter at han en gang havde forsøgt at stikke af fra politiet og blev målt til en hastighed på hele 107 kilometer i timen igennem byen.

 

- Ham fik vi fat i, men det sker ofte, at folk ringer og vi ikke kan gøre noget, fordi vi ikke kan bevise, at de har kørt for stærkt, siger vicepolitiinspektør J. Ingemann Hansen, Nakskov Politi.

 

Den 31-årige fik straks inddraget sit kørekort, og han sigtes nu for hasarderet kørsel. Men episoden viste også, at flere andre unge bilister mangler respekten for færdselsloven.

 

Under anholdelsen af den 31-årige oplevede politipatruljen at to andre bilister lavede hjulspin og accelererede op lige for øjnene af betjenten som ren provokation. Og det lykkedes politiet at få fat i de to unge mænd, begge på 22 år.

 

De bliver nu hentet ind til en orienterende køreprøve i henhold til færdselsloven, siger J. Ingemann Hansen.

 

Ingemann Hansen oplyser, at politiet meget gerne vil have hjælp fra befolkningen til at få anmeldelser om eksempler på hasarderet kørsel.- Men vi bliver nødt til at bede folk om at forsøge at få registreringsnummeret på bilen, og en præcis angivelse af, hvor de kører, da vi ellers ingen muligheder har for at gribe ind, siger vicepolitiinspektøren.


Nyhedsoverblik