Politiet efterlyser tricktyve med hang til vand

Politiet efterlyser nu den gruppe, der under dække af at skulle kontrollere mængden af kalk i vandet gennemfører tricktyverier mod ældre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi efterlyser nu den mand, der angiveligt står bag en række tricktyverier mod ældre mennesker.

Gruppen har huseret på Møn de seneste dage.

Politiet har tidligere advaret mod gruppen – men de beder nu offentligheden om hjælp til at opspore dem.

Der er tale om en mand af sydlandsk oprindelse, der sammen med en række forskellige kvinder har forsøgt at få adgang til ældre menneskers hjem - angiveligt for at kontrollere, om de havde for meget kalk i vandet. Efterlysningen går dog kun på manden selv.

Manden bag tricktyverierne beskrives som værende mellem 30 og 40 år. Han har mørkt hår, er over 180 cm høj, meget kraftig af bygning, og bærer hvid bluse og sorte bukser. Manden taler gebrokkent dansk.

Har du informationer, der kan hjælpe politiet, så kontakt dem på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik