Politiet advarer: Borgere modtager falske opkald fra Midt- og Vestsjællands Politi

Flere personer har mandag modtaget falske opkald fra Midt- og Vestsjællands Politi, der roser borgerne for ikke at lade sig narre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du bliver ringet op af nummeret 4635 1448, skal du være ekstra på dupperne.

Nummeret tilhører Midt- og Vestsjællands Politi, men i flere tilfælde har det vist sig, at det slet ikke er politiet, der har ringet. Opkaldene er falske, og det får nu politiet til at advare borgerne.  

quote Det var jo rigtig snarrådigt af dem, at de faktisk afbrød opkaldet

Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det er ikke noget nyt, at man ser et falsk nummer på sit display. Det er bare rigtigt vigtigt at få ud, så borgerne ved, at de ikke kan forvente, at det nummer, der står på displayet, nødvendigvis er det, som rent faktisk ringer til en, fortæller Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.

Advarslen kommer nu, fordi flere borgere rundt om i landet har modtaget et falskt opkald fra politikredsen mandag.

Ringede til ældre forskellige steder i landet

Klokken 18 mandag aften fik en 66-årig mand fra Rønne et opkald, hvor nummeret fra Midt- og Vestsjællands Politi stod på displayet. I røret var en mand, som fortalte, at han arbejdede med databedrageri hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 66-årige mand fattede straks mistanke og afbrød derfor opkaldet og tog kontakt til politiet. Her fik han bekræftet, at opkaldet var falskt.

quote Derfor skal man have denne her sunde skepsis, hvis man oplever opkald fra politiet, banker, nem-id, eller hvem det nu kan være.

Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi

Klokken 18.17 anmeldte en 72-årig kvinde fra Frøstrup ved Thisted en lignende episode. Hun fortalte politiet, at en mand havde ringet til hende og oplyst, at han arbejdede med økonomisk kriminalitet hos Holbæk Politi.  

Også en 62-årig mand fra Stege havde fået et opkald fra samme nummer. Han kontaktede også politiets servicenter, da han fandt opkaldet mistænkeligt.

Læs også
16-årig erkender drab på sin mor
Læs også
16-årig erkender drab på sin mor

I alle tre tilfælde afbrød borgerne opkaldet, før de fandt ud af, hvad der var den reelle hensigt med opkaldet.

Politiet roser derfor de borgere, der har henvendt sig til dem, fordi de har været i stand til at gennemskue, at opkaldet rent faktisk var falskt.

- Det var jo rigtig snarrådigt af dem, at de faktisk afbrød opkaldet og med det samme ringede til os for at kontrollere, om det nu også var et opkald fra politiet, siger Charlotte Tornquist.  

Bevar en sund skepsis

Grunden til, at borgerne har fået vist telefonnummeret fra Midt- og Vestsjællands Politi, er, at gerningsmanden har brugt en tjeneste, hvor han selv vælger, hvilket telefonnummer der skal blive vist på modtagerens telefon.

Fidusen kaldes for et spoofing opkald, og det anvendes ofte af personer, som vil narre borgerne via telefonen.

- Derfor skal man have denne her sunde skepsis, hvis man oplever opkald fra politiet, banker, nem-id, eller hvem det nu kan være. I det her tilfælde er politiets nummer jo let genkendeligt, så det er en grov udnyttelse af folks tiltro til myndighederne. Hvis man bliver ringet op af politiets nummer, og der samtidig er en, der siger, at man er fra politiet, så er mange jo så autoritetstro, at de måske vil følge personens anvisninger, forklarer Charlotte Tornquist.

Retten i Næstved
Læs også
Skolelærer blev dømt for at voldtage elev – nu er ny sag på vej
Retten i Næstved
Læs også
Skolelærer blev dømt for at voldtage elev – nu er ny sag på vej

Indtil videre har Midt- og Vestsjællands Politi dog ikke kendskab til, at det er lykkes denne gerningsmand at få fat i nogen personfølsomme oplysninger eller at berige sig på anden måde.

- Vi har ikke kunnet klarlægge, hvad der har været hensigten i denne sag. Derfor kører sagen som "udgivelse for at være politimyndighed", for det er jo det, man gør, når man ringer op på denne her måde. Og det er jo i sig selv også alvorligt og strafbart. Men vi ved jo alle sammen godt, at det handler om at franarre folk nogle oplysninger i forbindelse med at få adgang til deres konti eller lignende, siger hun.

Politiet vil nu forsøge at danne et overblik over, hvor mange der har modtaget de falske opkald, og om der eventuelt er nogen, der er blevet franarret penge eller personfølsomme oplysninger. Med hjælp fra teleselskabet vil de også efterforske, hvem der kan have foretaget de falske opkald.


Nyhedsoverblik