Politibil malet rød under redningsarbejde

Mens flammerne buldrede løs, og politi og brandfolk havde travlt med at redde folk ud af en brændende bygning, har en hærværksmand malet en patruljevogn rød.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag aften blev en etageejendom på Bogensevej i Næstved ramt af en voldsom brand, der i starten spærrede 25 personer inde. Mens politi og redningsfolk havde travlt med at få beboerne ud i sikkerhed, havde andre travlt med noget helt andet.

- Tænk at mens brandvæsen, læger og politi prøver at redde folk, så har nogle tosser spraymalet en patruljebil med rød maling. Forarget???, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie Twitter.

Søgte ud på altanerne

Branden brød ud omkring klokken 20.40, og folk søgte ud på deres altaner i den 3 etager høje bygning, fordi opgangen var så fyldt med røg, at de ikke kunne komme ud. Heldigvis fik redningsfolkene hurtigt branden på 1. etage under kontrol, så opgangen kunne blive luftet tilstrækkeligt ud til, at beboerne kunne komme ud den vej.

1 person er kørt til Næstved Sygehus til tjek for røgforgiftning. Det drejer sig om den 40-årige mand i hvis lejlighed branden opstod. 9 personer er blevet behandlet af ambulancer på stedet, og en ældre kvinde kom til skade under evakueringen og er kørt til Slagelse Sygehus.

Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget branden. Indsatslederen på stedet fortæller, at manden i den lejlighed, hvor branden startede, har oplyst, at han så ild i en dyne.


Nyhedsoverblik