Politi: Knivstik var internt rockeropgør

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har torsdag anholdt en 24-årig mand fra Næstved med relationer til rocker/bandemiljøet for at stikke en 30-årig med kniv

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 24-årig mand er i dag torsdag blevet anholdt for at stikke en 30-årig mand med rockerrelationer med kniv.

Den anholdte sigtes for drabsforsøg mod den 30-årige mand, der den 26. november i år blev overfaldet på sin bopæl på Gallemarksvej i Næstved ikke langt fra Westside Nations tilholdssted på Præstøvej. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Internt opgør

Den 30-årige blev tildelt flere knivstik i ryg og maveregion, og det er politiets vurdering, at der er tale om et internt opgør blandt personer med relationer til Westside Nation.

- Det er vigtigt for os at understrege, at der er tale om et internt opgør i Westside Nation. Det har ikke noget at gøre med den konflikt, som pågår mellem Westside Nation og Bandidos, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen til Ritzau.

Fremstilles i grundlovsforhør

Den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved i dag klokken 14. Af hensyn til den videre efterforskning i sagen vil der blive begæret lukkede døre under grundlovsforhøret.


Nyhedsoverblik