Det er politiet selv, der via deres twitter-konto advarer bilister om, at de søndag har deres fotovogne på vejene.
- Søndagssolen skinner og vores toptunede fotovogne er rullet ud, er blandt andet meldingen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Politiet fortæller også, at de omkring klokken 11 især koncentrerer sig om Næstved og Vordingborg. Men bilister i det øvrige område skal ikke vide sig sikre - fotovognene bliver nemlig omplaceret jævnligt i løbet af dagen.
De mobile fartkontroller er i øvrigt et syn, bilisterne må vende sig til. Fra 1. februar har politiet nemlig besluttet at sætte fire gange så mange fotovogne i arbejde på vejene.