Piger slipper for fængsel efter overfald

Tre piger fra Næstved og Korsør slipper for fængsel efter et groft overfald på en 83-årig mand i Præstø. Ingen af dem skal i fængsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De tre gernings-piger måtte fredag se deres offer i øjnene igen, da de blev dømt for at have overfaldet og røvet den 83-årige Jørgen Holbech i Præstø.

Prisen for at have tildelt pensionisten utallige spark og stjålet hans tegnebog d. 26. januar var otte måneders betinget fængsel til den 19-årige pige fra Næstved, der også fik 60 timers samfundstjeneste. De to andre piger på 16 og 17 år fik begge to en ungdomssanktion. Det vil sige, at de bliver anbragt på en lukket ungdomsinstitution.

Jørgen Holbech har forklaret over for TV2 Øst, at han ikke er hævntørstig.

- Men jeg synes, det er en ret mild dom af hensyn til eventuelle fremtidige sager af den art, mener Jørgen Holbech. Han understreger samtidig, at han er glad på pigerne vegne over, at de ikke skal i fængsel.

Efter overfaldet måtte Jørgen Holbech indlægges på hospitalet. I dag har han ingen men efter overfaldet, men han håber, at de tre piger kan få deres liv på ret kurs.

De var alle tre påvirket af stoffer og alkohol under overfaldet.

Netop fordi de var påvirket af rusmidler, synes de lokale politikere, at straffen er retfærdig.

- Man kunne have risikeret, da de så vidt jeg har forstået havde indtaget amfetamin og øl, og som sådan måske har været sindssyge i gerningsøjeblikket, at de faktisk kunne have været endt med at være straffrie, mener Karsten Nonbo, medlem af Folketingets Retsudvalgt for Venstre.

Også Helge Adam Møller mener, at straffen er rimelig

- Jeg synes, den virker afbalanceret. For på den ene side er det selvfølgelig overfald mod en ældre mand. Men på den anden side, så er det tre helt unge piger, som aldrig nogensinde har begået kriminalitet før, siger Helge Adam Møller, folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti.

De tre piger har undskyld overfor Jørgen Holbech.

 


Nyhedsoverblik