Pause med AstraZeneca rammer 25.000 i Region Sjælland

Alle berørte personer får automatisk ændret eller aflyst sin tid til første eller anden vaccination.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vaccination mod covid-19 fra AstraZeneca er sat på pause efter indberetninger af alvorlige tilfælde med blodpropper.

Det berører cirka 25.000 medarbejdere i Region Sjællands 17 kommuner, som enten har tid til første eller anden vaccination. 

- Alle får per automatik ændret sin tid, og medarbejderne i kommuner og regionen skal derfor ikke gøre noget yderligere, siger Trine Holgersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Indtil videre er knap 250 færdigvaccineret i Region Sjælland med AstraZeneca. Halvdelen af de vacciner, Region Sjælland har til rådighed, er fra denne producent.

I uge 11 var der planlagt 4.400 vaccinationer med AstraZeneca i Region Sjælland, mens der i uge 12 var planlagt 15.600 vaccinationer.

23.000 har tid til andet stik

Vaccination med AstraZeneca er sat på pause af Sundhedsstyrelsen ud fra et forsigtighedsprincip. Det undersøges nu på europæisk plan, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og indberettede alvorlige bivirkninger.

Vaccinen fra AstraZeneca er primært givet til medarbejdere i sundhedsvæsenet. Godt 23.000 af dem har en tid til anden vaccination med AstraZeneca, som nu automatisk flyttes  cirka fem frem fra deres planlagte vaccinationsdato, står der i pressemeddelelsen.

Læs også
Vaccine fra AstraZeneca sættes på pause - mulig risiko for alvorlige blodpropper
Læs også
Vaccine fra AstraZeneca sættes på pause - mulig risiko for alvorlige blodpropper

Udover dem, der stod til at få anden vaccination, har cirka 1.800 booket tid til første vaccination.

Alle medarbejdere, der har en booket tid til første vaccination med AstraZeneca, vil få aflyst tiden og vil få nærmere information om, hvornår de på ny kan booke en tid, oplyser Region Sjælland. 

Vaccinationer med Pfizer og Moderna fortsætter

Region Sjælland oplyser, at vaccinationsindsatsen fortsætter uændret, når det gælder stik med vacciner fra Pfizer og Moderna. 

- Vi fortsætter med at vaccinere borgere over 65 år med hjælp og pleje i eget hjem, borgere over 85 år og udvalgte patienter med særligt øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb. Derudover kører hjemmevaccination og vaccination på sociale institutioner også videre, siger Trine Holgersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

Har du tid til AstraZeneca-vaccine?

For borgere

Ved tid til første vaccination ændres bookingen automatisk til Pfizer i stedet for AstraZeneca

For medarbejdere i Region Sjælland

Ved tid til første vaccination aflyses tiden, og du informeres, når du kan booke en ny tid

Ved tid til anden vaccination ombookes tiden automatisk til cirka fem uger fra den allerede planlagte vaccinationsdato

Er du vaccineret med AstraZeneca inden for de sidste 14 dage?

Oplever du længerevarende symptomer, det vil sige mere end tre dage, bør du kontakte din læge.

Oplever du nye symptomer, efter de første dages milde symptomer, bør du kontakte din læge.


Kilde: Region Sjælland




Nyhedsoverblik