Patienter får langt til lægen

Det er svært at trække læger til yderområderne. Det betyder, at det kan få store konsekvenser for borgerne, når en læge går på pension.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ti kilometer lyder måske ikke af så meget, men når man dårligt kan gå, er det langt. Lisbet Christensen fra Udby ved Møn bruger rolator for at komme rundt, og hun kan efter sommerferien se frem til at få i hvert fald ti kilometer til lægen. Det samme kan ca. 1300 andre patienter på Møn. Læge Bent Larsen fra Stege går nemlig på pension, og han har ikke kunnet sælge sin praksis.

- Det bliver smadder besværligt. Før i tiden kunne jeg selv køre derop. Nu skal jeg vente på kørsel og det hele, siger Lisbet Christensen, der er invalidepensionist.

Mange af Bent Larsens patienter er ældre, der er syge eller handicappede, og for dem er det ikke nemt at køre langt for at komme til lægen.

Det er ikke nyt, at det er svært at trække læger til yderområderne. I juni måned holdt Foreningen Af Yngre Læger et møde, hvor de forsøgte at rekruttere læger til Region Sjælland. Og regionens politikere vil nu også forsøge at lokke lægerne økonomisk.

- Vi vil gå ind og og være med til at løfte nogle sundhedscentre, så lægerne kan afbetale og ikke skal starte med den helt store økonomi, siger Hjørdis Høegh-Andersen, der er formand for Primær Sundhed i Region Sjælland.  

Præcis hvornår borgerne kan forvente en løsning på problemet, kan Hjørdis Høegh-Andersen dog ikke sige noget om.


Nyhedsoverblik