Naboer til Sericols forladte fabriksejendom på Løvegade i Slagelse er bekymrede.
- Jeg føler mig ikke tryg. Da jeg også er svagtseende, så er jeg ikke glad for at bo så tæt på et sted, hvor der er så mange brande, siger Allan Fohlmann.
I går eftermiddag udbrød der brand på den tidligere skiltefabrik. Branden er den femte siden jul. Politiet mener, at de alle har været påsatte og altså også den i går, hvor der blev sat ild til en stol og en madras.
Ifølge nogle af de hjemløse, som sover i bygningen, var gårsdagens brand en del af en konflikt med unge mennesker. Den forklaring har politiet hørt før, men ingen af brandene er opklaret.
- Vi kan ikke få mange oplysninger om de brande. Vi hører også historierne om en splid, men de personer, der bor i bygningerne, vil sjældent fortælle os særlig meget, siger vicepolitikommissær ved politiet i Slagelse Flemming Jensen.
Et tidligere forslag til et byggeprojekt på grunden blev forkastet af byrådet, men efter den seneste brand vil kommunen igen tage kontakt til ejeren.
- Vi vil stadig gerne have bygget nogle boliger på grunden og den proces kan vi fremskynde, og ellers må vi appellerer til at ejeren får lukket af, så man ikke kan komme ind i bygningerne eller på området, siger borgmester Lis Tribler.