Ove Pedersen: Vi har lov til at ærgre os

FC Vestsjælland spillede uafgjort. Men træner Ove Pedersen anerkender, at modstanderen var bedst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

FC Vestsjælland var tæt på at stjæle tre point i fredagens hjemmekamp mod Randers FC. Slagelse-klubben var indtil tre minutter før tid foran med 1-0, men i de døende minutter fik Kasper Fisker udlignet.

Udligningen ærgrer selvfølgelig FC
Vestsjælland-træner Ove Pedersen, men han anerkender dog, at det var fortjent, at Randers fik noget ud af kampen.

- Målt på chancer var Randers bedst, og det er også den forårskamp, hvor vi har fået mest modstand, selv om vi i første hjemmekamp tabte 0-4 til Sønderjyske, siger Pedersen.

- Men når vi deler kampen op, er det ærgerligt, for vi kom foran 1-0, og vi havde muligheden for at komme på 2-0. Derfor har vi lov til at ærgre os, uanset om der er noget, der hedder retfærdighed eller ej. For vi var tæt på målet.

FC Vestsjællands mål, det første efter fire målløse kampe fra Slagelse-klubben, blev sat ind af vinterindkøbet Edward Ofere, der flot gik med i en kombination, inden han selv headede læderet i mål.

- Vi kunne ikke sætte vores spil så godt op i kampen, da vi manglede Henrik Madsen. I anden halvleg fik vi rykket Jan Kristiansen lidt længere frem, og det gjorde, at vi pludselig fik de gode angreb, vi savnede i første halvleg, siger Pedersen.

- Et af dem gik Ofere godt med i, og han afsluttede det rigtig flot. Men jeg ærgrer mig over, at han ikke lukkede og slukkede kampen, for han havde chancen for at gøre det til 2-0.

Ofere er glad for, at han fik åbnet sin målkonto i den vestsjællandske klub.

- Jeg fik bolden fra Nymann og spillede den så videre til Lumb. Jeg tog løbet ind i boksen, hvor indlægget kom helt perfekt. Det var skønt at se den gå ind, for jeg har længtes efter at score, lige siden jeg kom hertil, siger Ofere.

- Nu må jeg se fremad og forsøge at score så ofte som muligt. Det er mål, der motiverer en angriber, så jeg skal fortsætte.

Ofere kom i januar til FC Vestsjælland fra svenske Trelleborg.

/ritzau/


Nyhedsoverblik