¨

Ørslev mangler stadig mobilsignal

Foto: TV ØST

Mange borgere i Ørslev mister stadig forbindelsen, når de taler i mobiltelefon.

Tina Matthiesen fra Ørslev oplever dagligt, at mobilsignalet svigter

- Bedst som man sidder og snakker, så forsvinder signalet. Det er smadderirriterende, siger hun.

I november fjernede TDC sin mast i byen, da Ringsted Forsyning satte lejen op fra 26.000 kroner til 53.000 kroner på det stykke jord, som masten stod på. Efter protester og stormøde lykkedes det byens borgere at få teleselskaberne til at sætte tre midlertidige master op.

- Det er bedre end ingen mast, men stadig ikke godt. Det ene øjeblik kan vi have fuldt signal. En halv time senere har vi ikke noget signal, siger Tina Matthiesen.

Flere af de borgere, som TV2 ØST har talt med i dag, oplever de samme problemer som Tina Matthiesen. Derfor opfordrer Ørslev Landsbylaug nu Byrådet, Ringsted Forsyning og Teleindustrien til at finde en permanent løsning hurtigst muligt.

- Vi har fået en nødløsning, og så troede de, at det virkede, men det gør det bare ikke, siger Kai Brorson, som er næstformand i Landsbylauget.

Ringsted Kommune, Ringsted Forsyning og Teleindustrien har foreløbig holdt tre møder, som har taget udgangspunkt i sagen fra Ørslev. Parterne arbejder på at lave en plan for mobilselskabers leje af jord i hele kommunen, så 'Ørslev-historien' ikke gentager sig.

Borgmester Henrik Hvidesten (V) regner med, at planen kan blive et punkt på dagsordenen, når Byrådet mødes i begyndelsen af marts.

- Det her er en proces, som vi er inde i sammen med Teleindustrien. Vi har behov har behov for at sætte os ned og lave nogle rigtige principper for, hvordan vi skal sikre betalingen for brug af kommunens bygninger og brug af kommunens jord, og det tager altså bare lidt tid, siger Henrik Hvidesten.

Kai Brorson er træt af at vente. Det samme er Tina Matthiesen.

- Jeg er klar over, at TDC nok ikke lige har en mast liggende, som de kan sætte op i morgen, men det er godt nok lang tid, vi skal vente, siger hun.

02:24 Luk video

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App