Ny lægeuddannelse skal redde presset region

Den første ansøgningsrunde til den spritnye lægeuddannelse i Region Sjælland viser, at der er rift om pladserne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Til sommer åbner bacheloruddannelsen i medicin i Køge, og dermed er det muligt at tage en hel lægeuddannelse i regionen.

En af dem, der allerede er i gang med kandidatuddannelsen , er Tanja Wriedt fra Næstved.

- Jeg kunne godt tænke mig at blive praktiserende læge - gerne omkring Næstved, siger hun.

Det er netop folk som hende, der er brug for i regionen.

Region Sjælland er nemlig den region, hvor flest borgere ikke er tilknyttet en fast familielæge, men i stedet er tilknyttet en regions- eller udbudsklinik.

quote I dag er der færrest læger der, hvor behovet er størst. Det bør være omvendt.

Heino Knudsen, regionsrådsformand (S)

En ny bacheloruddannelse i medicin i Køge, den første i Region Sjælland, skal råde bod på det.

Og fra start overgår interessen for uddannelsen alle forventninger.

1356 har ansøgt om optagelse på kvote 2, 138 af dem som førsteprioritet.

Der er kun plads til 55 kvote 2-ansøgere, når studiet til efteråret skydes i gang.

- Jeg havde regnet med, at interessen ville være stor, men jeg er glædeligt overrasket over, at så mange har søgt uddannelsen. Det lover godt for fremtiden, siger regionrådsformand Heino Knudsen i en pressemeddelelse fra Region Sjælland.

Tæt patientkontakt

Tanja Wriedt har en drøm om at være i tæt kontakt med sine patienter, og derfor vil hun være praktiserende læge.

- Jeg kan godt lide at bygge et forhold op til patienterne - i stedet for sådan lidt svingdørsproblematik, der kan være nogle gange på sygehusene, hvor de først bliver indlagt og så udskrevet, og så ser man dem aldrig igen, siger Tanja Wriedt.

Læs også
Her er manglen på læger størst - men særligt tiltag giver håb
Læs også
Her er manglen på læger størst - men særligt tiltag giver håb

Mens bacheloruddannelsen i medicin først kommer til Køge til efteråret, så har kandidatuddannelsen i medicin allerede været i byen i flere år.

Den passede perfekt til Tanja Wriedts ønsker.

- Både på grund af transporttiden og fordi man kunne være tilknyttet mere faste hospitaler i Køge og Roskilde, så man skulle ikke hele vejen rundt i Region Hovedstaden.

Uddannelse skal mindske lægemangel

Den store interesse for den nye bacheloruddannelse i Køge bringer håb om, at manglen på læger bliver mindre

- I dag er der færrest læger der, hvor behovet er størst. Det bør være omvendt. Lægeuddannelsen i Region Sjælland er en af brikkerne i at få vendt den udvikling, siger Heino Knudsen.

De nye lægestuderende skal gå i skole her på Sjællands Univsersitetshospital i Køge.
De nye lægestuderende skal gå i skole her på Sjællands Univsersitetshospital i Køge. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Erfaringerne fra andre steder i landet viser, at op til otte ud af ti læger bliver i den region, de har læst medicin, skriver Region Sjælland i pressemeddelelsen.

Læs også
Nu rykker sygehusets læger helt ud til borgerne
Læs også
Nu rykker sygehusets læger helt ud til borgerne

Uddannelsen i Køge adskiller sig fra flere af de andre medicinuddannelser i landet, lyder det.

- De studerende får det bedste af universitetet og det bedste af sundhedsvæsenet, fordi de bliver meget tættere knyttet til regionens hospitaler end de studerende i København, siger Jørgen Kurtzhals, der er prodekan for uddannelse ved Det Sundhedsfaglige Fakultet på Københavns Universitet og fortsætter:

- Vi tror, at det vil åbne de kommende lægers øjne for de attraktive arbejdsvilkår i regionen.

Jobmulighederne står i kø

Tanja Wriedt er lige nu i praktik i Næstved, og hun ser frem til, at det en dag er hende, der kan tage håbefulde lægestuderende i praktik.

- Jeg er ikke bekymret for jobmulighederne dér, hvor jeg bor, siger hun.

Lægemanglen på Sydsjælland er stor, så hun håber, at hun kan være med til at bringe lægemanglen ned.

- Nu er det jo ikke fordi, jeg skal ned og redde dem alle sammen, men jeg vil da rigtig gerne hjælpe på situationen, så man kan komme lægemanglen til livs.

Den nye uddannelse skal ligge i en helt ny bygning på 2700 kvadratmeter og i alt 110 skal optages på uddannelsen.

Der er frist for kvote 1-ansøgninger til uddannelsen den 5. juli.

Mangel på læger

  • Region Sjælland er den region, der har færrest speciallæger og læger pr. 1.000 indbyggere, viser Sundhedsstyrelsens seneste lægeprognose.

  • Tallene i prognosen viser, at når Region Hovedstaden har 10 læger pr. 1000 indbyggere, har Region Sjælland syv læger.

  • I Region Sjælland er gennemsnitsalderen for de praktiserende læger i dag knap 53 år.

  • 24 procent af lægerne er over 60 år.

  • Region Sjælland er den region, hvor flest borgere ikke er tilknyttet en fast familielæge, men i stedet er tilknyttet en regions- eller udbudsklinik.


Nyhedsoverblik