Nu må kommuner selv kradse gæld ind

En aftale mellem regeringen og KL giver kommunerne lov til selv at inddrive gæld hos borgere og virksomheder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Landets kommuner har så mange milliarder til gode hos borgere og virksomheder, at de nu selv får lov til at kradse gælden ind. Det sikrer en ny kriseplan, der er aftalt mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.

Det skriver Politiken fredag.

Kriseplanen skal afbøde de store konsekvenser, som Skats totale kollaps af deres inddrivelsessystem i efteråret medførte fra december 2014 til december 2015.

På bare ét år steg gælden til kommunerne med mere end 400 millioner kroner og udgør nu godt 3,5 milliarder kroner. Alt skal sættes ind, forklarer formand for kommunerne Martin Damm (Venstre).

- Vi er helt derude, hvor alle kræfter må sættes ind på at få gælden hentet hjem, siger formanden til Politiken.

Med aftalen får kommunerne og de kommunale forsyningsselskaber mulighed for selv at inddrive alt fra ejendomsskatter, vandafgifter, rottebekæmpelse, snerydning, bortskaffelse af affald og ubetalte regninger for vedligeholdelse af veje.

/ritzau/


Nyhedsoverblik