Næstved-skib kapret af pirater

Somaliske pirater har atter slået til mod et skib der er drevet af et regionalt rederi. Næstved-rederiet har været i kontakt med besætningen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Endnu et dansk skib er kapret af somaliske pirater. Skibet Amiya Scan ejes formelt af det hollandske rederi Reider Shipping, men er chartret af rederiet Scan-Trans i Næstved.

Her bekræfter partner Lars Juhl kapringen.

- Vi har været i kontakt med skibet, og besætningen har det efter forholdene godt. Vi arbejder på højtryk for at hjælpe dem og støtte deres familier, siger Juhl til Ritzau.

Besætningen består af fire russiske officerer og fem menige filippinske besætningsmedlemmer.

Scan-Trans vil ikke oplyse, om der er indløbet krav fra kaprerne, men henviser til det hollandske rederi for yderligere kommentarer.

Amiya Scan var på vej til den rumænske havneby Constanza, da det blev kapret af somaliske pirater. 

Farvandet ud for Somalia, der ikke har haft en effektiv centralregering i mere end 17 år, bliver betragtet som en af de farligste sejlruter i verden. Flere end 25 skibe er blevet kapret ud for Somalia det seneste år til trods for, at vestlige flådefartøjer patruljerer i området for at komme piratvirksomheden til livs. Mest kendt herhjemme er den langvarige kapring af nakskov-coasteren Danica White med en håndfuld danske søfolk om bord.

Scan-Trans Shipping har hovedkvarter i Næstved, hvorfra rederiet driver en flåde på godt 30 skibe.
 
  /ritzau/

 


Nyhedsoverblik