Nægtet hjælp

To vikarer lod en ældre kvinde ligge hjælpeløs på gulvet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et vikarbureau, som leverer medarbejdere til ældreområdet i Holbæk, må sortere sine medarbejdere bedre.

To af dem vil Holbæk Kommune ikke længere have inden for dørene hos de ældre, fordi de groft svigtede en kvinde, som lå hjælpeløs på gulvet i sin bolig på Stenhusbakken i Holbæk. Det skriver Holbæk Amts Venstreblad.

Den 61-årige kvinde lider af krampeanfald, og når de rammer, skal hun have hjælp. Men det fik hun ikke, da et krampeanfald ramte hende for nylig.

I flere timer lå hun på gulvet. Hun registrerede selv, at to vikarer kom ind i hendes bolig - uden at gøre andet end at lukke døren efter sig.

En genbo opdagede lidt senere, hvordan det var fat, og hun forsøgte at få en af vikarerne til at gribe ind. Men vikaren afviste at hjælpe - det ville være som at flytte en sæk cement, mente vikaren, som også afviste at kontakte Falck. Det ville nemlig være for dyrt.

I Holbæk Kommune beklager man episoden og lover, at de to vikarer ikke længere vil være i funktion for kommunen. De arbejder for et eksternt bureau, og kommunen forsøger nu at fastslå, hvem de to vikarer var.


Nyhedsoverblik