Myndigheder overvejer ændring i karantænekrav ved Delta-smitte

Sundhedsmyndigheder overvejer nu, om karantæne krav om isolation som tredjeled ved Delta-smitte skal ændres.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Siden den særligt smitsomme Delta-variant af coronavirus blev fundet i Danmark, har Statens Serum Institut (SSI) anbefalet særligt strenge karantænekrav for at forsinke smitten.

På nuværende tidspunkt overvejer myndighederne, SSI, Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, om retningslinjerne for karantæne skal ændres.

Det oplyser SSI i et skriftligt svar til Ritzau.

quote Vi ser naturligvis på, de bedst mulige løsninger til at bremse Delta-varianten, til mindst mulig gene for alle

Statens Serum Institut

Karantænereglerne betyder, at man skal isolere ud i tredje led.

Dermed er det ikke kun nære kontakter til en smittet med Delta-varianten, der skal gå i isolation. Også de nære kontakters nære kontakter skal gå i isolation.

De strengere karantænekrav er sat i værk for at forebygge opblussen af smitte med Delta-varianten.

- Danmark har i den seneste tid haft en forsinkelsesstrategi i forhold til den langt mere smitsomme Delta-variant, der er godt i gang med at overtage smittebilledet i landet.

- Vi ser naturligvis på, de bedst mulige løsninger til at bremse Delta-varianten, til mindst mulig gene for alle, skriver SSI.

Strenge karantænekrav går ud over restauranterne

Det strenge karantænekrav er torsdag blevet kritiseret af flere blå partier og flere danske erhvervsorganisationer.

De mener ikke, at man bør isolere ud i tredje led, da mange borgere er blevet vaccineret.

Derudover bekymrer det politikere og erhvervsorganisationer, at det vil have store konsekvenser for erhvervslivet og særligt restaurationsbranchen, at man skal gå i isolation i tredje led.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra regeringen.

Indenfor den seneste uge er 8803 personer og deres nære kontakter blevet bedt om at gå i isolation på grund af tilknytning til 393 smittede med Delta-varianten.

Delta-varianten stammer fra Indien og ud over, at den er særdeles smitsom, vurderer SSI, at den kan medføre et mere alvorligt sygdomsforløb end de øvrige kendte coronavarianter.

SSI vurderer, at mellem 16,2 og 25,3 procent af alle coronatilfælde i Danmark lige nu er med Delta-varianten.