Murersvend slog mester ned med koben

Tidligere ansat hos lollandsk murermester slog sin tidligere arbejdsgiver ned med et koben og forsøgte derpå at køre murermesteren over.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En tidligere ansat hos en murermester i Kettinge på Lolland slog søndag eftermiddag sin tidligere arbejdsgiver ned med et koben og forsøgte efterfølgende sammen med en arbejdskammerat at køre murermesteren over.
 

Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.
 

Den 32-årige murersvend fra Stokkemarke - som var blevet sagt op hos murermesteren - opsøgte sammen med en 39-årig arbejdskammerat fra Sakskøbing murermesteren for at få noget privat værktøj udleveret. Ifølge vagtchefen hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi havde murermesteren tilsyneladende ikke værktøjet, og det førte til noget skubberi, som endte med, at murersvenden slog mesteren ned med et koben.
 

De to murersvende satte sig derefter ind i den enes bil, en Opel Kadet, og forsøgte at køre murermesteren over. Han nåede dog at rulle til side uden at blive ramt.
 

De to murersvende blev i løbet af søndag aften og nat anholdt, og det afgøres mandag, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.
 


Nyhedsoverblik