Movia får kindhest efter sag om klippekort

Det bliver alligevel ikke nogen økonomisk byrde for Vestsjællænderne at skifte fra klippekort til rejsekort.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Busklippekort er ikke, hvad de har været i Vestsjælland.

Fra den 1. oktober 2011 kunne Movias kunder i Vestsjælland ikke længere benytte ubrugte klippekort til trafikselskabets busser, fordi det nye rejsekort skulle erstatte klippekortene.

Samtidig ville det kun være muligt for forbrugere at få refunderet ubrugte klip til købsprisen, uafhængigt af om det nye påkrævede rejsekort koster forbrugerne mere per rejse.

- Men det er ikke godt nok, lyder det fra forbrugerombudsmand Henrik Øe.

- Et trafikselskab kan ikke pålægge forbrugeren ekstra omkostninger for at benytte bussen eller toget, når han eller hun én gang har betalt for transportydelsen ved køb af et klippekort. Forbrugerne skal kunne stole på, at en aftale er bindende for begge parter, siger han.

Med købet af et klippekort indgås der efter forbrugerombudsmandens opfattelse en bindende aftale om levering af transport, der vil være gældende, indtil klippekortet er brugt, eller indtil kravet på transportydelse forældes.

En erhvervsdrivende kan derfor ikke blot se bort fra eller ændre aftalen til egen fordel.

På et møde mellem Forbrugerombudsmanden og Movia blev det derfor aftalt, at ubenyttede klip skal kunne bruges i busserne de næste 12 måneder.

Samtidig blev det vedtaget, at det beløb, der refunderes for ubenyttede klip, skal svare til den pris, som samme rejse koster med rejsekortet på refunderingstidspunktet. Ordningen gælder i tre år fra købsdatoen af kortet.

- Jeg er glad for, at Movia nu tager de nødvendige skridt for at sikre, at overgangen til rejsekortet bliver så lempelig som muligt for forbrugerne, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Overholder Movia ikke de nye aftaler, kan de straffes med bøde.

/ritzau/


Nyhedsoverblik