Motorvej færdig før tid

Det gode forårsvejr har sat turbo på arbejdet med udvidelse af Køge Bugt Motorvejen. Hvis det fortsætter kan den genåbnes et par måneder før planlagt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er godt nyt til de mange tusinde bilpendlere, som hver dag bruger Køge Bugt Motorvejen.

Arbejdet med at udvide vejen fra tre til fire spor ventes afsluttet allerede omkring midten af juli. Efter planen skulle motorvejen først være åbnet i midten af september. Men på grund af det gode forårsvejr, er arbejdet gået hurtigere.

Kun hvis regnen begynder at styrte ned ligesom sidste sommer, risikerrer det at trække ud. Det fortæller den tilsynsførende for motorvejsbyggeriet Jan Webèr.

Asfaltarbejdet er færdigt i det sydgående spor, og nu er turen kommet  til det nordgående. Mens det sker føres det ene spor af den nordgående trafik over i den modsatte kørebane.

Jan Webèr opfordrer bilister, der f.eks. skal mod Amager til at benytte det. Kun hvis man skal dreje af ved 27 Nord eller mod Motorring 4 bør man benytte de to spor, der er åbne i den nordlige kørebane. Følger man de regler, vil trafikken glide lettere, siger han.

Arbejdet med udvidelse af motorvejen har været igang i tre år.


Nyhedsoverblik