Molbo affald

I Vordingborg flytter kommunens folk rundt på det grønne affald. For de må kun aflevere et billæs om dagen på genbrugsstationen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tidligere kunne gartner Tonny Larsen køre alt det grønne affald på genbrugsstationen. Men siden den 1. februar må han kun køre et billæs med affald til genbrugsstationen i døgnet  og det er for lidt.

-  Det er ikke nemt at overholde , da vi jo sagtens kan have flere læs på hækafklip og sådan noget, siger gartner Tonny Larsen fra Park og Natur i Vordingborg.

Derfor må gartneren læsse det overskydende grønne affald af i et depot et stenkast fra genbrugsstationen. I dagene efter må gartnerne så, igen og igen, læsse bilen og køre de sidste 200 meter ind på genbrugsstationen.

- Ja det er lidt molboagtigt. Det er besværligt, fordi vi skal aflæsse en gang og så læsse igen, siger gartner Tonny Larsen fra Park og Natur i Vordingborg Kommune.

Hos I/S Fasan, der står for genbrugsstationerne, er man tilfreds med de nye regler.

-  Ændringen er jo sket for at stille alle virksomheder ens og kommunen er jo en virksomhed ligesom tømrermester Hansen. Når man kun må komme ind på genbrugsstationerne en gang om dagen pr. P nummer, så er det for at harmonisere reglerne, siger chef for genbrugsstationerne Allan B. Johansen fra I/S Fasan.

Hos Park og Natur er de ikke glade for de nye regler og de kan være svære at overholde.

- Der er tider hvor vi har mere. I hækklipsæsonen kan vi ikke nøjes med et læs om dagen, så må vi snyde lidt med det jo, siger gartner Tonny Larsen fra Park og Natur i Vordingborg Kommune.

Vordingborg kommune må nu, selv om den er medejer af I/S Fasan, ligesom private erhvervsdrivende, kun aflevere affald en gang i døgnet.

Gartneren kan ikke forstå hvad de nye regler gør godt for.

- Det kan jeg ikke forstå, at køre en gang eller 3-4 gange om dagen er vel et fedt.

I/S Fasan har ikke umiddelbart planer om at ændre reglerne på deres genbrugsstationer, men måske kommer der snart bedre åbningstider.

- Vi har et forslag, som er på vej til Vordingborg Kommune, om at udvide åbningstiden med 75 procent. Det er en 20-25 timer ud over hvad der er i dag, siger chef for genbrugsstationerne Allan B. Johansen.

Ved Park og Natur afdelingen er de ikke i tvivl om, at reglerne skal ændres.

- At vi kunne køre ud som før, det skulle ikke genere noget, siger gartner Tonny Larsen.

 


Nyhedsoverblik