Minister kræver styrelse ind i sag om manglende søfolk

Erhvervsminister Bendt Bendtsen beder Søfartsstyrelsen om at drøfte problemet med manglende mandskab på færger til småøer med øernes sammenslutning. Lokale frygter for livet på øerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mangel på navigatører truer livet på de danske småøer, da det resulterer i færre færgeafgange. Sådan sagde formanden for Småøernes Færgeselskab, Ove Jensen, i slutningen af juni til Ritzau, og frygten får nu erhvervs- og økonominister Bendt Bendtsen (K) til at bede Søfartstyrelsen om at gå ind i sagen.

- I lyset af den store bekymring, som Småøernes Færgeselskab samt Sammenslutningen af Danske Småøer har givet udtryk for, har jeg allerede bedt Søfartsstyrelsen om at tage et møde med organisationerne efter sommerferien for at drøfte spørgsmålet nærmere, skriver Bendt Bendtsen i et svar til Folketingets Trafikudvalg.

Ove Jensen siger, at det specielt er i løbet af de seneste 18 måneder, at manglen har været markant. Tidligere var det et attraktivt job for navigatører og styrmænd, der havde sejlet en årrække i handelsflåden, at sejle på færgerne til de små øer.

Men det er det ikke længere. Det er oftest kommunerne, der driver færgerne, og lønnen til styrmændene er simpelthen for lille.

Formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer, Henry Larsen, betegner det som en "katastrofe" hvis problemet ikke bliver løst.

/ritzau/


Nyhedsoverblik