Midt- og Vestsjællands Politi det seneste døgn

Midt- og Vestsjællands politi det seneste døgn. Indbrud, påvirket bilist med mere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Anholdelse i Odsherred:

Søndag klokken 11.38 blev en 23-årig mand fra Litauen anholdt i Superbrugsen i Vig, hvor han havde stjålet rødvin, deodorant m.v. Den anholdte fik en bøde for tyveri og blev derefter løsladt.

Indbrud i lejlighed i Tølløse, Holbæk.

Søndag klokken 12.28 blev der anmeldt om indbrud i en lejlighed på Vestergade i Tølløse. Efter sigende var det sket mellem lørdag kl. 16 og søndag morgen kl. 07. Lejligheden er under ombygning, og det er lykkedes gerningsmanden at finde en skjult nøgle og stjæle en speciel støvsuger til brug ved afslibning af gulve m.v.

Indbrud i institution i Boestofte, Stevns.

Søndag klokken 14.08 fik politiet en anmeldelse om indbrud på Møllehøjvej. Det var netop sket og en kælderdør var brudt op. Fra stedet var der stjålet værktøj, en motortrillebør, skovl til gravemaskine m.v.

Indbrud i ældrecenter i Tølløse, Holbæk.

Søndag klokken 14.21 fik politiet en anmeldelse om tyveri fra en 82-årig kvinde på Østergårdsvej. Det var sket klokken 12.15, hvor kvinden stod i sit køkken, da en indbrudstyv kom ind. Han stjal tre punge og diverse kort fra en skuffe, som han brød op. Der er intet signalement af gerningsmanden.

Anholdelse i Vetterslev, Ringsted.

Søndag klokken 15.25 anholdt politiet en 27-årig mand fra Slagelse, der var truffet kørende i bil på Ømarksvej i Vetterslev. Den anholdte var påvirket af narkotika og fik taget diverse prøver, før han igen blev løsladt.

Tyveri fra plejehjem i Rørvig, Odsherred.

Søndag klokken 16.00 blev der anmeldt et tyveri fra en 98-årig beboer, der kl. 15.30 var udsat for, at en gerningsmand listede sig ind på plejehjemmet Møllebakken, hvor han stjal kontanter og hævekort og ønskede forurettedes pinkode udleveret. Den ældre kvinde trykkede på sit alarmtryk og gerningsmanden flygtede fra stedet. Gerningsmanden beskrives som en ca. 25-årig spinkel dansk mand.

Indbrud i villa i Svebølle, Kalundborg.

Søndag klokken 16.14 blev der anmeldt et færdselsuheld på Anemonevej, som var sket mellem fredag klokken 18 og søndag klokken 15.45. Et vindue var brudt op. Der er tilsyneladende intet stjålet fra stedet.

Færdselsuheld på Vestmotorvejen ved Lellinge.

Søndag klokken 16.55 blev der anmeldt et færdselsuheld på motorvejen ved Bjæverskov/Lellinge. Bilisten kørte i østgående retning på motorvejen, hvor bilen og trailer kom i slinger og dernæst kørte galt. Føreren af bilen, en 31-årig mand fra København og en 35-årig kvinde, der var passager i bilen, blev begge kørt til Køge Sygehus, hvor de er indlagt til observation for hjernerystelse.

Indbrud i tømmerhandel i Tølløse, Holbæk.

Søndag aften klokken 20.08 blev der anmeldt om indbrud hos Tølløse Totalbyg, Højvangsvej. Det er sket mellem fredag kl. 15 og søndag kl. 19.45. En dør var brækket op, men der er ikke overblik over, hvad der er stjålet fra stedet.

Indbrud i supermarked i Ubby, Kalundborg.

Natten til mandag morgen, klokken 01.25, gik alarmen i Superbrugsen, Ubby, Torvet, hvor en ukendt gerningsmænd var kommet ind på kontoret via taget. Kontoret var raseret og en elektronikboks til tankanlæg var ødelagt. Det vides ikke, om der er stjålet noget fra stedet.

Brand i Høng, Kalundborg.

Klokken 03.56 fik politiet en anmeldelse om brand i et hus på Vinkelvej i Høng, hvor det blev konstateret, at store dele af det ubeboede hus var udbrændt på 1. sal. Politiet kender ikke brandårsagen, men stedet vil blive undersøgt nærmere af politiets teknikere i løbet af mandagen.

Brand i virksomhed i Kundby, Holbæk.

Mandag morgen klokken 06.29 fik politiet anmeldelse om brand i elektrikervirksomhed på Bygaden i Kundby, hvor der var opstået overophedning af en håndtørrer, der efterfølgende startede en mindre brand. Branden blev opdaget af personalet med det samme, og der opstod ikke større skade. I første omgang lød meldingen på, at der skulle evakueres personer på stedet, men det viste sig heldigvis, at det ikke var så omfattende som først antaget.


Nyhedsoverblik