Meteor brændte ud over Lolland og Falster

Meteoren, der blev set på himlen i lørdags, eksploderede formentlig højt oppe i luften over Lolland og Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den ildkugle, som mange var vidner til lørdag aften, var en meteor. Det konkluderer eksperterne, skriver Politiken.

- Med udgangspunkt i interviewene med folk, der har set den, og de optagelser, der er lavet af hændelsen, er det vores vurdering, at der var tale om en meteor. Hvis det var et stykke skrot fra rummet, eksempelvis fra en satellit, ville det komme fra en anden retning og typisk brænde i en mere rødlig farve, siger astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetarium i København.

Meteoren har ramt ind i Jordens atmosfære over det nordlige Polen. Herfra er den drønet videre op over Rügen i Tyskland og formentlig strejfet Lolland og Falster, hvor den er eksploderet.

Meteoren har befundet sig under 100 kilometer fra Jorden, hvor den er blevet revet i småstykker. Stykkerne kan være lige fra knytnæve-størrelse til små sten eller støv, der kan være blevet spredt ud over Lolland, Falster eller Østersøen.

- Braget, som mange hørte, stammer ikke fra nedslag, men fra det overlydsbrag, der opstod, da objektet, som bevægede sig hurtigere end lydens hastighed inde i Jordens atmosfære, pressede luften foran sammen, siger Linden-Vørnle. 


Nyhedsoverblik