Menighedsrådsvalg 2016: Her kan du være med til at bestemme

Der er snart valg til landets menighedsråd og otte steder i regionen kan du med dit kryds være med til at bestemme, hvem der skal have indflydelse i din lokale kirke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 8. november nærmer sig og det samme gør menighedsrådsvalget 2016.

Det er den dag, hvor samtlige sogne i landet skal finde de medlemmer, som skal styre de lokaler kirker de næste fire år.

I Udby Kirke på Tuse Næs nord for Holbæk har præst Mikkel Vale taget de sociale medier i brug for at gøre opmærksom på det kommende valg. Han har lavet en video, hvor han synger om menighedsrådsvalget og efterfølgende delt den på Facebook.

Videoen er indtil videre delt af over 300 brugere, og over 33.000 har set Mikkel Vale i aktion.

- Jeg synes jo, at hvis man skal have de rigtige kandidater, skal man nå bredt ud. Det er jo ikke altid de rigtige kandidater, der sidder i kirken hver søndag, siger Mikkel Vale.

Det er sjældent, at menighedsrådsmedlemmer rent faktisk bliver valgt ved hjælp af kryds på stemmesedler. Ifølge Kirkeministeriet foregår valget som regel ved et såkaldt aftalevalg i 95 procent af sognene. Her opstiller kandidater kun på én enkelt liste, som så automatisk bliver valgt. Det er også tilfældet i Udby Kirke, hvor medlemmerne af menighedsrådet allerede er blevet fundet.

Kampvalg flere steder i regionen
Ved menighedsrådsvalget bliver der dog tale om deciderede valg i år. Otte steder i regionen er der nemlig kandidater på mere end én liste, som stiller op til pladserne i det lokale menighedsråd ifølge Kirkeministeriet.

Det gælder Stege Sogn, Sejerø Sogn i Kalundborg Provsti, Bjernede Sogn ved Sorø, Everdrup Sogn i Næstved  og i Tølløse og Undløse Sogne, der ligger i Holbæk.

Også i den sydlige del af regionen skal der være valg. Både i Nykøbing Falster Sogn og i Østofte Sogn ved Maribo. 

For at stemme til menighedsrådsvalget den 8. november skal du være fyldt 18 år og være medlem af folkekirken. De berørte borgere vil cirka en uge før valget modtage et stemmekort.

Folkekirkens lokale ledelse
      

  • Et menighedsråd kan have mellem 5 og 15 valgte medlemmer. Antallet bestemmes af antallet af medlemmer af folkekirken i sognet.
     
  • Menighedsrådet har ansvar for at styre den lokale, kirkelige økonomi samt driften af kirke, kirkegård, præstebolig også videre. Medlemmerne ansætter også kirkens medarbejdere.
     
  • Man får ikke løn for at sidde i menighedsrådet. Kun formanden, kontaktperson, kirkeværge og kasseren får et mindre honorar.
     
  • Gennemsnitsalderen for valgte menighedsmedlemmer er 60,5 år.
     
  • 54,3 procent af de valgte medlemmer er kvinder – 45,7 procent er mænd.
     
  •  Ifølge Kirkeministeriet findes der omkring 1.750 menighedsråd på landsplan.
     
  • Menighedsrådet sidder i en periode på fire år. 

Nyhedsoverblik