Manglen på betjente blev åbenbar i weekenden på Vestlolland, hvor en urmager i Nakskov overraskede en tyv i sin forretning, men urmageren måtte vente længe på politiets ankomst.
Søndag eftermiddag overraskede urmager Per Møller en yngre mand i sin forretning i Østergade i Nakskov. Per Møller var ved at lukke sin butik, men inde i butikken stod manden med en håndfuld stjålne ure i hånden.
Urmageren forfulgte manden ud på gaden og forsøgte at tilbageholde ham. Det opdagede genboen, indehaveren af Østergade Vinhandel, Gorm Brøgger, der løb til hjælp.
- Vi satte os på ham og måtte tilbageholde ham i 35 til 50 minutter, før politiet kom, og overhovedet at få hjælp voldte også store problemer, fortæller Gorm Brøgger.
Også i et andet tilfælde opdagede borgere i Vestlolland, at der er mangel på reaktionstid fra ordensmagten. Lørdag blev der sendt en ambulance til Branderslev, hvor en personbil var involveret i et færdselsuheld med en lastbil.
Politiet måtte - efter hvad Lolland-Falsters Folketidende erfarer - meddele, at man ikke havde mulighed for at komme til færdselsuheldet og optage rapport.