Masser af herreløse hunde må aflives

Der dukker stadig mange herreløse op som ikke er øremærket. Det gør det næsten umuligt at finde frem til ejeren, og derfor ender det ofte med af hunden bliver aflivet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvert år bliver her i regionen fundet flere hundrede herreløse hunde. Nogle er bare stukket af hjemmefra, mens andre simpelthen er blevet efterladt, for eksempel på en rasteplads eller bundet til en lygtepæl.

Ofte er hundene ikke øremærkede, og det gør det næsten umuligt at finde frem til ejeren.Det betyder at dyrlæger ofte er nødt til at aflive sunde og raske dyr, blot fordi ejeren ikke har fået dem øremærket. 

I Præstø venter en herreløs hund for øjeblikket på sin ejer.Hunden er en omkring ti år gammel Pointer, og selv om den har en øretatovering, har det ikke været muligt at finde frem til ejeren. Der er nemlig ikke registreret en ny ejer, efter hunden som hvalp blev solgt fra en kennel.

De herreløse dyr er ikke noget nyt fænomen for dyrlæge Jens Knudsen. Han efterlyser at folk overholder hundeloven, og chipmærker deres hund.

- Det er jo så nemt at få hunden chipmærket i dag. Det tager ganske kort tid, og hunden behøver ikke engang blive bedøvet først. Når vi får en hund ind uden nogen mærkning, er det meget usandsynligt at vi finder frem til ejeren.

Hvis en hund har øremærkning eller et hundetegn er ejeren for det meste kun et telefonopkald væk. Hundeloven siger, at hunde skal chipmærkes, inden de er fire måneder, men Dansk Kennel Klub så gerne, at det blev sat ned til otte uger.

- Vi mener at ALLE hunde skal registres og mærkes inden de forlader opdrætteren, siger Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub.

Hunden i Præstø skal aflives på mandag medmindre der melder sig en ejer. Hvis nogen genkender hunden kan Ny Holmegård Hendepension kontaktes på telefon 55996091

 


Nyhedsoverblik