Massagepige vandt over naboer og kommunen

Naboernes klager var med til at få lukket en massageklinik i Sorø. Men i dag fik ejeren besked om, at hun gerne må åbne igen. Det er naboerne utilfredse med.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en sejrens dag hos Wellnes-pigerne på Slagelsevej i Sorø.

- Det er den 13. december og 13 er gået hen og blevet min lykkedag, så selvfølgelig er jeg glad, siger ejeren af Wellness-pigerne, Gitte Nymark.  

Men i huset på den anden side af gaden er de ikke glade.   

- Skulle jeg være helt ærlig, så synes jeg ikke, den skulle ligge sådan et sted som her. Den skulle have ligget på en markvej. Hvorfor? Fordi vi mener stadig ikke, at det er en almindlig wellnessklinik, siger genboen Ib Skjoldman.

Gitte Nymark havde annoncer på Ekstra Bladets massagesider og hun skrev til kommunen, at hun "afsluttede med svensk". Det gjorde naboerne utrygge ved hendes kunder.

- Jeg har haft kunderne ved min dør og de holdt langs vejen og de har tisset i min indkørsel. Det regner jeg med, at hun klarer helt fint nu, siger naboen Suzette Larsen. 

Kommunen har nu afgjort, at der kun må være 2 massagepiger hos Wellness-pigerne i stedet for syv, som var planen. Desuden må de kun holde åbnet indtil kl. 18 i stedet for til kl. 22, som de havde før.

Rygterne om bordel eller seksuelle ydelser var ikke til afstemning i det teknisk udvalg, siger Per Hovmand (Kons.), formand for teknisk udvalg i Sorø kommune.

- Jeg har kun forholdt mig til den ansøgning, der har været ude om, at der skulle gives en landzonetilladelse. Det har vi fra Sorø kommune forsøgt at give en objektiv vurdering af og vi har givet tilladelsen, siger Per Hovmand, konservativ formand for teknikudvalget i Sorø kommune.

Wellness-pigerne var lukket i næsten et halvt år. På den tid mener Gitte Nymark, at hun mistede 4-500.000 kr.

- Det er noget, der gør indhug i ens privatøkonomi, det har man det da dårligt med, jeg har ikke kunnet udføre de planer, jeg har haft eller mine drømme, siger Gitte Nymark.  

Wellnesspigen ville lave tyrkisk bad, et bad for sclerosepatienter og et bad med hot-stones og urter, men det kan hun ikke nu med kun en ansat.

Naboerne vil ikke længere klage til kommunen, det sætter Gitte Nymark pris på, men hendes kamp med kommunen er ikke ovre.

- Når der er kommet ro på omkring Wellness-pigerne, så vil jeg selvfølgelig prøve på at snakke med kommunen om en løsning, for to personer på så stort et sted er for lidt, siger Gitte Nymark.  

Hvornår hun starter næste kamp, har hun endnu ikke bestemt sig for.


Nyhedsoverblik