Mange vaccinationstider er ledige: - Det er de unge, vi mangler

Der er masser af vaccinationstider at få. Der er bare ikke nok, der booker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mens der var stor tilslutning til vaccinationsprogrammet i foråret, så ser det ud til, at vaccinationstempoet er sat ned.

Der er i hvert mange ledige tider i Region Sjælland. 

- Vi følger det meget tæt, og vi er opmærksomme på det. For det har jo en stor betydning for alle, at vi får afviklet de her vaccinationer. Det er stadigvæk frivilligt, det skal jeg understrege. Men vi er klar til at tage imod alle, der ønsker at blive vaccineret, siger Trine Holgersen, vaccinationsansvarlig og direktør for Det nære sundhedsvæsen i Region Sjælland.

I uge 31 er der booket 5.660 tider ud af 21.288 mulige. I uge 32 er der booket 1.977 tider ud af 36.051, mens der er i uge 33 er 39.778 ledige tider. I uge 34 er der lige nu 37.043 ledige tider. 

- Vi havde egentlig forventet, at når vi kom til de her yngre grupper, så ville de tage de tider, der var ledige i det vaccinationssystem, vi har. Men det er jo også faldet sammen med sommerferien. I gruppen fra 34 år og nedefter, ser vi ikke helt den samme tilslutning som tidligere, siger Trine Holgersen.

- Det er særligt de 30-34-årige og nogle af de unge grupper, vi mangler. Og det tyder på, at det er de grupper, som er mobile, og som dermed også har været mobile i forhold til en ferieafvikling. Så vi tror stadig, det er det, der har påvirket vaccinationsindsatsen, siger Trine Holgersen.

Sommerferien har sat vaccinationstempoet ned

For lidt over en måned siden købte Danmark 1,7 millioner vaccinedoser fra Rumænien. De blev altså modtaget lige op til, at sommerferien for mange begyndte. 

- Vi har været så heldige at få de her mange vacciner ind i landet, men vi har også fået dem på et tidspunkt, hvor mange har planlagt deres sommerferie. Så det vi tror påvirker vores vaccinationsindsats lige nu, siger Trine Holgersen.

Hun tror dog på, at der snart kan komme gang i bookingerne igen. 

- Vi er opmærksomme, men vi tror stadigvæk, i forhold til den tilslutning, der har været i Region Sjælland, at vi kommer til at se, at det ændrer sig i takt med, at folk kommer hjem fra ferie, og at skolen starter. Forhåbentlig får vi rigtig travlt i august med at få de sidste vaccineret, siger Trine Holgersen. 

Region Sjælland holder lige nu øje med hvilke grupper, der mangler at blive vaccineret. De tilbyder også råd og vejledning, hvis man har behov for det.

- Lige nu ser vi på, om der er nogle steder, hvor der er flere, der ikke vælger at blive vaccineret i vores region. Det har vi hele tiden gjort, og det vil vi fortsat gøre. Det har vi også bedt om data på helt nede på sogneniveau, siger Trine Holgersen. 

Ledige vaccinationstider i Regions Sjælland

Ministeren opfordrer til at lade sig vaccinere 

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har hen over over sommeren også lagt mærke til, at ikke lige som mange har booket en vaccinetid. Derfor opfordrer han nu på Facebook til, at de sidste lader sig vaccinere. 

-  Nu gælder det for de sidste grupper om at få startet vaccinationen med første stik, da vi allerede dér er betydeligt bedre stillet overfor corona. Og det gælder om at få den anden dosis skudt ind hurtigst muligt, så man får den fulde effekt af vaccinen, skriver Magnus Heunicke blandt andet. 

I nogle regioner, herunder Region Midtjylland, prøver man nu med vaccination uden tidsbestilling for at se, om det kan få tilslutningen op. 

I Region Sjælland vil man nu henvende sig til folk på teststeder for at hjælpe dem med at booke tid, hvis ikke de har gjort det endnu.

I skrivende stund har 4.229.446 millioner danskere modtaget første stik. Det svarer til 72,3 procent af befolkningen. I alt er 55,6 procent færdigvaccineret.