En 40-årig mand fra Errindlev på Lolland blev onsdag aften ved 20-tiden voldsomt skambidt af en hund. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.
Manden skulle på besøg hos nogle bekendte på en ejendom i Errindlev. Manden bankede på døren og åbnede derefter selv hoveddøren. Ifølge vagthavende ved Nakskov Politi blev den 40-årige mand i samme øjeblik overfaldet af hunden.
Han blev bidt i ansigtet og i venstre hånd - og fik ved overfaldet voldsomme skader i underansigtet og kæben. Han fik desuden bidt et stykke af underlæben.
Den 40-årige mand blev straks indlagt på sygehuset i Nykøbing F., men blev på grund af de voldsomme skader sent i aftes overført til Rigshospitalet.
Ifølge politiet var der tale om en hund, som beboerne på ejendommen passede. Politiet skal torsdag foretage afhøringer af beboerne på ejendommen.