Mænd bag rattet

I to ud af tre biler i morgentrafikken mod København sidder der mænd. Ny opgørelse viser, at når der er mere end 50 kilometer på arbejde, er det typisk mænd, der sidder bag rattet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når børnefamilien flytter på landet, er det typisk manden, der beholder det godt lønnede job i hovedstaden, og kvinden der finder et job tættere på hjem og institution. Derfor er det mænd, der dominerer vejene i morgentrafikken.

Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik ifølge MetroXpress.

- Kvinderne er hurtigere til at sige fra i forhold til at have et job, der kræver meget tid i trafikken, ligesom de også i højere grad end mænd fravælger gode job, hvis det går ud over familien, siger Helle Lund, daglig leder i Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv til MetroXpress.