Lokal skovejer løb med Sundhedsprisen

Torsdag aften uddelte Region Sjælland deres Sundhedspris 2013. Vinderen blev Søren Paludan, der er ophavsmand til 'Kærehaveprojektet' i Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En førstepræmie og 30.000 kroner.


Det var, hvad Søren Paludan modtog, da Region Sjællands Sundhedspris 2013 blev overrakt af regionsrådsmedlem Nicolai Nicolaisen torsdag aften.


Søren Paludan er selvstændig skovejer og skovrider og havde gjort sig fortjent til prisen, da han, i samarbejde med Ringsted Kommune, har udarbejdet det såkaldte ’Kærehaveprojekt’.    


Sundhedsprisen går til en person, virksomhed, forening eller organisation fra regionen, der formår at stå for en særlig sundhedsfremmende indsats.


Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.


En lang række faciliteter


'Kærhaveprojektet', der blev i gangsat i 2012, er udfoldet i Kærhaveskov, hvor en lang række faciliteter som for eksempel fitnessbane, handicapvenligt stisystem og bålhytter er blevet etableret.


En særlig del af projektet er desuden kurser for pædagoger, lærere, plejepersonale, sundhedsmedarbejdere og frivillige, hvor de får undervisning i at udnytte skoven og dens muligheder på bedst mulig vis i deres daglige arbejde.


Nye perspektiver og muligheder


Borgerne i Ringsted har taget godt imod det nye koncept, der siden opstart har øget besøgstallet i skoven markant, og efter at have modtaget prisen ser Søren Paludan nye perspektiver og muligheder.


- Mit store håb er, at idéen kan blive udbredt over hele landet, og her kan en sådan pris måske være med som en lille øjenåbner, siger han.


Nyhedsoverblik