Livsfarlige badedyr

Rådet for større Badesikkerhed kræver advarsler på badelegetøj efter seneste drukneulykke, hvor en femårig dreng drev til havs på et badedyr og druknede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Badedyr og luftmadrasser hører slet ikke hjemme på stranden, men i en swimmingpool, advarer formanden for Rådet for større Badesikkerhed, Michael Aller.

Derfor skal danske forbrugere gøres opmærksomme på, at badelegetøj kan være livsfarligt at lege med på stranden. 

Seneste badeulykke, hvor en fem-årig dreng druknede ved Næsby Strand nord for Halsskov efter at være drevet til havs på et badedyr, er ifølge Michael Aller et lysende eksempel på, hvor farlige badedyr kan være. 

- Forbrugerne bør vide, at det badelegetøj, de køber til deres børn, kan være dødsensfarligt, hvis man bader med badelegetøjet i det åbne hav, siger Michael Aller.

Derfor ønsker Rådet for større Badesikkerhed, at der kommer advarsler på badelegetøjet, så forbrugerne ved, at badedyret skal blive i poolen, når familien tager til stranden.

Michael Aller frygter, at en god og lang sommer kan få endnu flere til at lufte deres badedyr på stranden, og at endnu flere mennesker derfor risikerer at drive til havs og i værste fald drukne. 
   
  /ritzau/


Nyhedsoverblik