Ligsyn afslørede ikke årsag til dødsfald

Det er stadig uopklaret, hvad der kostede en 87-årig kvinde livet i Vordingborg mandag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er nu foretaget et ligsyn, men alligevel hersker der stadigvæk usikkerhed omkring årsagen til, at den 87-årige Ellen Birtha Lillie Larsen omkom efter at have forladt plejecenter Solvang ved Vordingborg mandag omkring middag, skriver Sjællandske.

Tidligere har der i medierne stået, at en hundepatrulje tirsdag aften fandt den 87-årige demente kvinde viklet ind i et elhegn. Dette er, ifølge vicepolitikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Thomas Resøe, dog forkert.

- Hun er gået i terrænet for enden af Trellemarksvej og er så faldet ned ad en bakke med en højde på tre meter og har slået baghovedet mod en sten.

- Så hun har ligget bevidstløs med det ene ben mod det strømførende hegn, men hun har ikke forsøgt at forcere det. Hun har ikke været viklet ind i det, som der har stået i medierne, siger han til Sjællandske.

Den endelige dødsårsag kender man som sagt endnu ikke til, men Sikkerhedsstyrelsen har været med ude på det sted, hvor den 87-årige kvinde døde, for at se på elhegnet. De mener ikke, at der har været noget galt med selve hegnet.

- Strømspændingen er, som den skal være. Det har ikke i sig selv være dødeligt, siger Thomas Resøe til avisen.Da der endnu hersker usikkerhed omkring dødsårsagen, skal den 87-årige kvinde nu obduceres. Først en af de kommende dage kender man til de nærmere omstændigheder omkring hendes død.


Nyhedsoverblik