Lektor: Finanstilsynet burde gribe ind før

Krisen i Roskilde Bank burde have været grebet tidligere i opløbet af Finanstilsynet, mener lektor i finansiering Finn Østrup.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når bankkunder nu mister penge på investeringer i Roskilde Bank, burde det også give samvittighedskvaler i Finanstilsynet.

I hvert fald mener lektor i finansiering fra Handelshøjskolen i København Finn Østrup, at Finanstilsynet burde have spottet faresignalerne tidligere.
 

- Når man har en direktør, der øger udlånene så markant, mens han selv kan score over 100 millioner kroner på det. Og man samtidig har en bestyrelsesformand, der udtaler, at han ikke aner, hvad den aftale går ud på. Så burde Finanstilsynet i det mindste gå ind og fjerne bestyrelsen, fastslår Finn Østrup.
 

Baggrunden er det optionsprogram, som belønnede Roskilde Banks tidligere direktør Niels Valentin Hansen med over 100 millioner kroner, hvis han drev aktiekurserne i vejret.
 

Niels Valentin Hansen købte den 10. august 2006 for 610.000 kroner aktier i banken. Dagen efter modtog et stort antal kunder et brev med anbefaling om at købe aktier i Roskilde Bank. I brevet, som var underskrevet af bankdirektøren selv, blev kunderne anbefalet at købe aktier i banken. Niels Valentin Hansen har solgt sine aktier, inden kurserne dykkede.
 

For Finn Østrup viser sagen om Roskilde Bank, at Finanstilsynet må overveje at gribe tidligere ind i efterfølgende tilfælde.


Nyhedsoverblik