Ledige vaccinationstider til de allerældste - i morgen starter vaccinationerne

En særlig pakke vacciner målrettet borgere over 95 år, der klarer sig i eget hjem uden pleje, frigives søndag. Der er fortsat ledige tider.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er fortsat ledige tider søndag til vaccination af en stor gruppe borgere over 95 år, som klarer sig uden hjælp i eget hjem.

En særlig pulje vacciner målrettet de allerældste frigives søndag - og det er kun lidt over halvdelen af tiderne til søndagens vaccinationer, der er taget. Det oplyser Region Sjælland.

- Det er gået hurtigt med at besætte tiderne, siden vi fredag gik i pressen med det. Men der er fortsat næsten 400 ledige tider, siger Trine Holgersen, der er direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

De ældre har allerede fået besked via posten eller e-Boks - men mange har endnu ikke reageret.

- Vi ved, at der er mere end 1.000 borgere over 95 år, der klarer sig alene i eget hjem. Men nogen skal muligvis have hjælp til at booke tiderne, fortæller Trine Holgersen.

Mange tider booket

Klokken 14.00 lørdag var 619 af de 1.000 ledige tider booket. Fredag formiddag var tallet på omkring 100.

quote Hvis der er vacciner til overs, så lader vi vaccinerne ligge i fryseren

Trine Holgersen, direktør, Det Nære Sundhedsvæsen

Trine Holgersen fortæller, at det siden fredag er strømmet ind med henvendelser for andre vaccinegrupper, der gerne ville have de ledige vaccinetider. Det kommer dog ikke til at ske.

- Hvis der er vacciner til overs, så lader vi vaccinerne ligge i fryseren, indtil der er tider. Denne pulje vacciner er udelukkende til gruppen over 95 år, siger hun.

Hun oplyser, at regionen hurtigst muligt vil lave et opsamlingsheat med nye vaccinationstider for borgere over 95 år, hvis der er vacciner til overs - borgerne skal nemlig være trygge ved, at deres vacciner ikke gives til andre, selvom de ældre i målgruppen ikke fik booket tid i denne omgang.

Det er dog ikke kun lykkeriddere, der ringer forgæves til den telefon, hvor der kan bookes vacciner.

- Jeg tror, at der er mange, der oprigtigt er i tvivl om, om de er i den ene eller anden kategori, når det gælder vaccinerne. Der er mange, der prøver at booke, og så undrer sig over, at der ikke er ledige tider til dem. Men det er så fordi de er i en anden gruppe. Men det er oftest ikke ond vilje, men et ønske om at gøre tingene korrekt, der får dem til at ringe til os, siger hun.

Kan booke frem til klokken 20

Gruppen i søndagens vaccinationer er altså udelukkende for ældre over 95 år, der klarer sig i eget hjem uden hjælp.

Der kan bookes vaccinationstider frem til i aften klokken 20.00 - og så er det faktisk også i et vist omfang muligt at booke tider på selve dagen, som så gives samme dag.

At mange i de forskellige grupper henvender sig til coronacallcenteret er ikke unikt. Det er også set hos blandt andet kommuner og hos de praktiserende læger, hvor mange har henvendt sig for at få en vaccine, selvom det ikke var deres tur endnu.

Når det bliver ens tid til at kunne booke en vaccination, vil man få et brev eller en besked i e-Boks om, at det nu er muligt for en at booke.

Hvis man har brug for hjælp til at bestille tid, kan man ringe til Region Sjællands coronacallcenter på nummeret 70 20 42 33.