Lange udsigter til bjærgning af tankskib

Det græske tankskib "Minerva Concert" sad onsdag morgen stadig fast nordvest for Røsnæs. Udsigterne til en bjærgning er lange, oplyser SOK.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det ligner en større operation at få bjærget et græsk tankskib, der onsdag morgen stadig sad uhjælpeligt fast på Hatter Barn nordvest for Røsnæs.

Næste skridt er at flytte omkring 10.000 ton råolie over på et andet tankskib, men det tager snildt et par dage, oplyser Søværnets Operative Kommando.

- Først skal bjærgningsselskabet finde et egnet tankskib, og derefter følger selve flytningen af olien. Den sidste del af operationen tager snildt et døgn, siger MAS-vagten, den civilt ansatte skibsofficer hos SOK.

Skibet gik på grund mandag aften, men trods et bjærgningsforsøg tirsdag eftermiddag har tankskibet stadig ikke givet sig. Nu skal bjærgningsselskabet og forsikringsselskabet udarbejde en ny bjærgningsplan, men den havde SOK endnu ikke modtaget onsdag morgen. Der er umiddelbart ingen fare for olieforurening, og miljøskibet "Marie Miljø" er i området.

 

//Ritzau//

 


Nyhedsoverblik