Landbrugsskrot skal væk

Dansk Landbrug vil have landmændene til at rydde op i rustne traktorer og udtjente maskiner. Fra april måned kan man bestille gratis afhentning af skrot.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er så yndigt ude på landet, men der er også alt for meget skrot omkring de danske landbrug. Derfor vil Dansk Landbrug nu lave en indsamling, så landmændene kan komme af med de udtjente maskiner.

- Hvis man kører en tur i landdistrikterne, så kunne man godt finde en hel del ejendomme, hvor der kunne være lidt skrot at hente. Så vi vil gerne at der bliver ryddet bedre op, siger viceformand i Dansk Landbrug Henrik Høegh.

At der er for  mange gamle maskiner, der står og ruster, kan en landmand ved Maribo tale med om.

- Jeg har en gummivogn stående, som vi nok må erkende, at det er mange år siden vi har haft ude at trille. Og om den nogen sinde kommer det er nok tvivlsomt, fortæller landmand Knud-Erik Clausen.

Fra april måned kan nogle landmænd fra Sjælland og Jylland melde sig til gratis at få afhentet det skrot, de har samlet ind gennem årene.

Det er den almennyttige stiftelse Håll Sverige Rent (HSR) der står for ordningen, som de også har gjort det i Sverige og Norge. I Danmark begynder Dansk Landbrug i to forsøgsområder, men vil i løbet af kort tid udvide ordningen til hele landet.

Dansk Landbrugs viceformand har et klart mål for, hvornår skrotkampagnen er en succes.

- Det er en succes, når der er pænt og ryddeligt og ingen gamle landbrugsmaskiner omkring vores gårde. Det håber jeg selvfølgelig vil være effekten af det her, siger viceformand Henrik Høegh.


Nyhedsoverblik