Landbruget imod støtteloft

Der er bred enighed i det danske landbrug om, at det nyeste forslag fra den danske landbrugskommissær i EU, Mariann Ficsher Boel (V), om at indføre lofter for landbrugsstøtten, er helt uacceptabel. Bregentved Gods ved Haslev vil blive hårdt ramt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi går ind for afviklingen af landbrugsstøtten, men det skal ske på lige vilkår for alle. Og så er det ikke fair at sætte et støtteloft på for dem, der modtager mere end 100.000 euro, siger Torben Hansen, der er formand for LandboCentrum på Sjælland, til DAGBLADET Roskilde.

Det vil nemlig ramme de store landbrug, men også de landbrug, der er gået sammen i driftsfællesskaber som eksempelvis Ledreborg, Vibygaard og Vallø Slot er det her på Sjælland.

- Det eneste der opnås ved at lave sådan et loft er, at de splitter sig op igen, så der i stedet for ét fælles regnskab bliver flere. Så får gårdejerne ikke fordelene ved at gå sammen, og EU får mere at lave, da de skal forholde sig til flere regnskaber i stedet for et, siger Torben Hansen.

Han mener, at når der skæres i landbrugsstøtten skal det være ens for alle - lille som stor - og støtten skal regnes ud efter hektarerne.

- Den besparelse EU opnår ved at lave et sådan loft, er så lille, men det har stor betydning for den enkelte produktion, siger Torben Hansen.

Et af de landbrug, der vil blive ramt, hvis støtteloftet indføres, er Bregentved Gods på ved Haslev, der er et af landets største. Godset får knap 6,9 millioner kroner i EU-støtte.

/ ritzau /


Nyhedsoverblik